Selv om både GN ReSound og Phonak er overbeviste om, at sammenlæg-ningen af de to selskaber ikke er konkurrenceforvridende, er de, ifølge Børsen, ikke interesserede i en langtrukken appelretssag mod de tyske konkurrencemyndigheder. Derfor har de to bedt om en hurtig tilkendegivelse fra domstolen forud for retssagen, der normalt kan tage op til to år. Får de ikke den, er der en reel risiko for, at opkøbet ikke gennemføres.
- Det vi ved, er, at vi ikke vil gå ind i en proces, hvor vi skal være bange for en et- eller to-års forlængelse af situationen, udtaler Valentin Chapero, administrerende direktør hos Phonak ifølge Børsen til Reuters.
Også hos GN ReSound har man set i øjnene, at salget kan risikere at løbe ud i sandet.
- Man kan ikke have en virksomhed til salg i flere år, så det er klart, at der kommer et tidspunkt, hvor vi må sige, at nu har vi prøvet, og så må vi gå hver til sit. Men der er vi ikke endnu, forklarer finanschef Jens Due Poulsen til Børsen.