23948sdkhjf

Milliardunderskud vendt til lille plus hos Vestas

Trods stærk vækst i serviceforretningen og sorte tal på bundlinjen, skuffede omsætningen og nye ordrer faldt markant

Der var markante forbedringer på både omsætning og overskud hos vindmølleproducenten Vestas i andet kvartal. 

Det viser kvartalsregnskabet, som Vestas har offentliggjort onsdag morgen. 

Omsætningen endte på 3,7 mia. euro (27,6 mia. kr.), hvilket svarer til en fremgang på 14 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det lå dermed en spids under analytikernes gennemsnitlige forventninger på 3,95 mia. euro (29,5 mia. kr.).

Også bruttomarginen lå med 11,1 procent under forventningerne som lød på 12,1 procent.

Resultat før skat endte med et overskud på 46 mio. euro (343,3 mio. kr.) mod et underskud på 230 mio. euro (1,7 mia. kr.) sidste år. I 2024 var det ekstraomkostninger i selskabets serviceforretning, der kostede det store underskud.

- Resultaterne blev drevet af forbedret onshore-projektpræstation og lavere garantiomkostninger, men opvejet af investeringer i offshore-oprampning for at levere de første V236-15.0 MW-projekter og bygge fundamentet for Vestas' langsigtede succes inden for offshore, siger koncernchef Henrik Andersen i en kommentar til regnskabet.

I Power Solutions-segmentet, der står for produktion og salg af vindmøller, omsatte Vestas for 2,797 mia. euro (20,9 mia. kr.) i kvartalet, svarende til en stigning på 7 procent fra året før. Det gav et driftsunderskud, ebit, på 11 mio. euro (82,1 mio. kr.), hvilket var dårligere end plusset på 19 mio. euro (141,8 mio. kr.) i andet kvartal 2024.

Fastholder forventninger

I Service-forretningen endte omsætningen på 948 mio. euro (7,1 mia. kr.) og det var lig en markant fremgang på 41 procent fra året før. Ebit endte på 163 mio. euro (1,2 mia. kr.) mod underskuddet på 107 mio. euro (798,6 mio. kr.) sidste år.

- Vores serviceforretning leverede solide resultater i kvartalet, og vi gjorde fremskridt med genopretningsplanen, siger Henrik Andersen.

I kvartalet landede Vestas nye ordrer på 2.009 MW hvilket var en tilbagegang på 44 procent. Ordrerne har en samlet værdi af 2,2 mia. euro (16,4 mia. kr.). Den samlede ordrebeholdning på vindmøller var ved kvartalets udgang på 31,4 mia. euro (234,4 mia. kr.). Dertil kommer en ordrebeholdning i Service-divisionen på 35,9 mia. euro (267,9 mia. kr.). Vestas’ samlede ordrebeholdning er dermed på 67,4 mia. Euro (503,0 mia. kr).

- I kvartalet havde vi et godt ordremomentum i EMEA, men politisk usikkerhed påvirkede nøglemarkeder, og Vestas fortsætter med at arbejde med kunder, partnere og regeringer for at imødegå markedsudfordringer og hjælpe med at opbygge overkommelige, sikre og bæredygtige energisystemer, udtaler Henrik Andersen.

På baggrund af udviklingen i andet kvartal fastholder Vestas forventningerne til hele 2025. Det betyder at man stadig kalkulerer med en omsætning på 18-20 mia. euro (134-149 mia. kr.) og en ebit-margin på 4-7 procent.

Vestas Wind Systems A/S
Regnskabsår 2. kvartal 2025 2. kvartal 2024
Valuta Mio. euro Mio. euro
Nettoomsætning 3.745 3,296
Bruttofortjeneste 417 156
Resultat af primær drift 57 -185
Resultat før skat 46 -230
Periodens resultat 34 -156
Balancestatus 25.549 23.617
Egenkapital 3.120 2.926
Antal ansatte 36.347 32.298
Kilde: Vestas

Se nøgletal for:
Læs mere om: vindmøller
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069