23948sdkhjf

Vil revolutionere energieffektiviteten i power elektronik

Danske eksperter samarbejder om udvikling af den nye generation af frekvensomformere.
To nøgleaktører inden for den globale power elektronikbranche, Danfoss Power Electronics fra Gråsten og Aalborg Universitet, indleder nu projektet "New Harmonic Reduction Techniques for Motor Drives" (NHTD), som skal revolutionere energieffektiviteten inden for power elektronik.

Det skal igen udgøre et vigtigt bidrag til stabilisering af forsyningsnettet – hvilket påvirker os alle, lige fra elforsyningen til private hjem til de vitale funktioner i industri-, trafik- og sundhedssektorerne.

Forstyrrer strømforsyningen
Michael Termansen, der står i spidsen for det danske designcenter for power elektronik i Danfoss, udtaler:

- Power elektronik er en vigtig teknologi i forhold til energikonvertering i industrielle motordrevsystemer. Men der er én vigtig ulempe: det genererer harmonisk støj. Derfor er minimering af harmonisk støj kritisk i forhold til levering af de bedste løsninger til kunderne.

Harmonisk støj er forvrængede elektriske strøm- og spændingsbølgeformer, der kan forstyrre strømforsyningen og forårsage betydelige tab, der kan påvirke strømøkonomien i hele lokalsamfund. Dæmpning af påvirkningen fra harmonisk støj er derfor ekstremt vigtigt for strømforsyningsselskaber over hele verden.

Forventer stærke løsninger
Professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet, Institut for Energiteknologi, udtaler:

- Da væksten inden for nettilsluttede effektomformere stiger betydeligt, er en primær bekymring i forsyningsselskaberne at sikre, at kvaliteten af deres strømnet ikke bliver påvirket negativt af power elektronik, og vi forventer at nå frem til stærke løsninger. Projektet er et eksempel på anvendelse af nogle af de forskningsresultater, der er opnået i projektet Harmony, som er et Advanced Grant-projekt, der er finansieret af Det Europæiske Forskningsråd.

Forsyningsselskaberne støttes af internationale standarder og bestemmelser, der begrænser indførslen af harmoniske niveauer i elnettet.

- De overordnede mål for NHTD-projektet er at udvikle optimale løsninger, der overholder de nye standarder og kan blive en stærk konkurrent på det globale marked, omkostningseffektive teknikker til dæmpning af harmonisk støj, der sikrer den konkurrencemæssige fordel, og nye koncepter inden for power elektronik med lavere generering af harmonisk støj. Denne udvikling vil gøre Danfoss i stand til at levere bedre løsninger i forhold til harmonisk støj og produkter af højere kvalitet, hvilket sikrer robusthed og energieffektivitet i elforsyningsnet i fremtiden, siger dr. Firuz Zare, lead engineer i Danfoss og leder af projektet.

Projektet er støttet med 4 mio. kr. af Højteknologifonden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109