2025 har været et år med forandring og fornyelse hos Wirtek.
Med to opkøb bag sig og en ny strategisk retning i hånden går den danske IT-virksomhed nu målrettet efter at kombinere sin Services-forretning med en ambitiøs satsning på skalerbare digitale løsninger.
Den nye strategi er bygget op omkring fem klare spor, der tilsammen skal styrke Wirteks position i markedet, modernisere forretningsmodellen og øge andelen af tilbagevendende indtægter.
Det oplyser Wirtek i en pressemeddelelse.
- Vores nye strategi markerer starten på Wirteks næste kapitel. Ved at kombinere en stærk Services-forretning med en skalerbar Solutions-division drevet af Wirtek IoT Suite bygger vi en mere robust virksomhed. De to opkøb, vi gennemførte sidste år, har givet os platformen til at accelerere innovationen og vende tilbage til vækst i 2026, siger Michael Aaen, CEO i Wirtek.
Wirtek har i 2025 oplevet faldende omsætning og presset indtjening. I første halvår faldt omsætningen samlet med 11 % til 31 mio. kr., mens EBITDA gik fra et overskud på 2,5 mio. kr. i 2024 til et underskud på 0,8 mio. kr. Resultatet før skat endte på –2,7 mio. kr. efter årets første to kvartaler. Virksomheden vendte i andet kvartal tilbage til et lille driftsoverskud, men det samlede resultat er stadig væsentligt lavere end på samme tidspunkt sidste år
Wirteks nye strategi har fem fokusområder. Virksomheden vil styrke sin Services-forretning og videreudvikle Wirtek IoT Suite, som bruges til at styre og overvåge IoT-enheder. Derudover satser Wirtek på løsninger med indbygget AI, større fokus på sikkerhed og compliance samt vækst gennem partnerskaber og opkøb.
Formålet er at skabe en stabil, profitabel base i Services, mens Solutions skal udvikle sig til en vækstdriver med skalerbare, abonnementsbaserede IT-produkter.
- Wirtek IoT Suite er en EU-baseret softwareplatform, der allerede i dag forbinder over 500.000 IoT-enheder globalt med høj oppetid. Fremadrettet vil vi bruge platformen som motor for nye løsninger og abonnementsmodeller, siger Michael Aaen.
Strategien indebærer en justering af Wirteks leverancemodel med øget brug af AI og mere standardiserede aftaleformer. Samtidig planlægger virksomheden at styrke sin position på markeder som Danmark, Rumænien, Portugal, Norge og Holland gennem partnerskaber og mindre opkøb.
2025 ventes at blive et investeringsår med begrænset vækst, mens strategien skal skabe grundlag for en mere skalerbar forretning og organisk vækst fra 2026.