23948sdkhjf

Flere job i industrien i 2014

Ledigheden hos Dansk Metals medlemmer er på det laveste niveau siden 2009 – og fagforbundet forventer mindst 3.000 nye job i 2014.
I deres seneste prognose peger Dansk Metal på, at faldende ledighed blandt faglærte industriarbejdere samt fremgang i de samfundsøkonomiske målinger vil skabe behov for 3.000 til 3.500 nye jobs i industrien i 2014.

Det er især udviklingen i industriproduktionen og industriens værditilvækst, som Dansk Metal hæfter sig ved. Tal fra Danmarks Statistik viser, at industriens produktion er steget med 1,1 procent fra andet til tredje kvartal, og Dansk Metal forventer, at de gode takter fortsætter.

Udover industriproduktionens udvikling bemærker Dansk Metal også, at industrikonjunkturerne lysner. Den sammensatte konjunkturindikator var således 10 i november mod minus 1 i både juli og august. Sammen med et fald i bruttoledigheden blandt fagforbundets medlemmer fra 4,8 procent i september til 4,5 procent i oktober udgør disse faktorer grundlaget for den positive prognose.

- Det er særdeles positivt, at industrien igen har fået behov for at ansætte velkvalificerede faglærte medarbejdere i produktionen, og det understreger, at danske industrivirksomheder er godt rustet til at klare sig i den hårde konkurrence på verdensmarkedet. Det skal vi holde fast i, og det kræver et forstærket fokus på hele tiden at sikre industrien adgang til velkvalificeret faglært arbejdskraft, skriver Dansk Metal i analysen.

Den optimistiske prognose fra Dansk Metal kommer få dage efter en analyse fra Ugebrevet A4, der viser at industriens beskæftigelse er faldet med 18,3 procent i perioden 2009-2012.

Se flere branchetal for industrien

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094