Den sjællandske komponentvirksomhed Dovitech skal have ny direktør.
Michael Rosenkrantz går på pension og stopper dermed som administrerende direktør ved udgangen af februar for virksomheden, der leverer forskellige elektroniske og induktive komponenter.
AnnonceHan bliver erstattet af Henrik Finnedal, der tiltræder 2. marts, oplyser Birkerød-virksomheden i en pressemeddelelse.
– Det har ikke været en let beslutning, men jeg føler, at tiden nu er inde til at stoppe arbejdslivet og bruge mere tid med min familie, få spillet lidt golf og opleve verden - mens helbred og form fortsat giver mig muligheden, udtaler Michael Rosenkrantz, der har siddet på posten siden 2017.
AnnonceHan fremhæver desuden, at Henrik Finnedal er "den helt rigtige afløser til at føre Dovitech og det stærke hold bag videre".
– Jeg glæder mig til at overtage stafetten og bygge videre på det solide fundament, der allerede er skabt. Sammen med teamet vil jeg arbejde målrettet på at udnytte de mange muligheder, der ligger foran os, udtaler Henrik Finnedal, der skal være øverste leder for 17 ansatte i virksomheden.
AnnonceFusion sidste år
Henrik Finnedal har senest været business line director i IT-distributøren EET Group. I Dovitech skal han stå i spidsen for en samlet organisation baseret i Birkerød, som kom i stand efter fusionen med Power Technic i fjor.
Her blev de to virksomheder, som begge ejes af Addtech, lagt sammen for at udnytte nogle af de kundemæssige overlap, som virksomhederne havde.
AnnonceDermed sælger Dovitech i dag alt fra strømforsyninger og LED-drivere til relæer, endestop, sensorer og magneter.
Virksomhedens kunder er som regel at finde i industrisegmentet og i energisektoren.
Michael Rosenkrantz var med, da Dovitech i 2007 blev stiftet i sin nuværende form, som et spinoff af virksomheden Westerberg. Han opnåede majoritetsejerskab i 2016, inden han solgte virksomheden til svenske Addtech året efter.
Annonce