Den nordjyske automationsvirksomhed Technicon har vundet ISPE D/A/CH Best Robotic Application of the Year Award (RAYA), som er en årlig prisuddeling, der hylder innovative og fremtidsorienterede robotapplikationer inden for medicinalindustrien, bioteknologi og laboratorieautomatisering..
AnnoncePrisen går til virksomhedens Tub Infeed & Outfeed-løsning, der automatiserer håndteringen af tubs i medicinalproduktion og kombinerer industrirobotter, digitalisering og finmekanik. Ifølge Technicon skal løsningen blandt andet reducere repetitivt arbejde i renrum, mindske risikoen for menneskebåret kontamination og give farmaproducenter mulighed for at skalere produktionen.
Det oplyser Technicon i en pressemeddelelse.
- Kæmpe shout out til Technicons team og vores kunder. Jeg er utrolig stolt over, at vi igen bliver hædret med årets robotpris - ikke mindst da finalen var præget af meget stærke kandidater. Det gør os ekstremt beærede over at modtage årets RAYA award, udtaler stifter og administrerende Casper Hansen, Technicon.
AnnonceDen såkaldte no-touch-transfer-løsning er udviklet med henblik på kontinuerlig produktion og kan ifølge Technicon tilpasses forskellige farmaproduktioner. Den modulære opbygning betyder samtidig, at graden af automation kan øges i takt med ændringer i produktion, produktionsflow eller introduktion af nye produkter.
- Det gør mig yderligere stolt, at TUB Infeed & Outfeed både bidrager til at opfylde ambitionerne om styrket global farmaproduktion og som desuden bidrager til den grønne omstilling på verdensplan. RAYA-prisen er et enormt skulderklap, og vi vil bruge den som afsæt for at hjælpe endnu flere farmaproducenter med at automatisere deres produktion, udtaler Casper Hansen.
AnnonceTechnicon fremhæver desuden et bæredygtighedselement i løsningen. Automatiseringen gør det muligt at genanvende de akylux-kasser, som tubs transporteres i. Virksomheden har samtidig indgået et samarbejde med den finske stålproducent Outokumpu om stål, der ifølge pressemeddelelsen har en CO2-belastning, som er mere end 90 procent lavere end konventionelt stål.
Prisen blev overrakt ved et ISPE-arrangement på medicinalvirksomheden Takedas europæiske hovedkontor i Schweiz. Det er anden gang, Technicon vinder RAYA-prisen, efter at virksomheden første gang modtog den i 2023.
AnnonceTechnicon har omkring 80 medarbejdere og har netop rundet sit 15-års jubilæum. Virksomheden udvikler robot- og automationsløsninger til life science-industrien.
Annonce


