Inwatec i Odense har opnået et globalt gennembrud med sin robotteknologi til vaskerier.
Virksomheden er lykkedes med at sælge og idriftsætte 300 robotanlæg, og over de sidste 10 år har den mere end tidoblet sit bruttoresultat fra 5,8 mio. kr. til 75,7 mio. kr. Seneste regnskab gav et overskud på 10,4 mio. kr. før skat.
Annonce- Vi har for alvor set et gennembrud de sidste fem år. Vi ser en kraftig stigning i efterspørgslen, siger Mads Andresen, stifter af Inwatec.
Virksomheden fremstiller avancerede robotanlæg, som automatisk sorterer snavset vasketøj i store vaskerier ved hjælp af billedegenkendelse. Med de mange anlæg i drift har Inwatec et forspring over for konkurrenterne, som kun lige har taget hul på en tilsvarende teknologi.
Vi er globale, men vi er til stede lokalt med japanere i Japan og med tyskere i Tyskland og så videre
Mads Andresen, stifter af Inwatec
Samtidig har Inwatec opbygget en global serviceorganisation.
- Vi har vist, at vi har organisationen til at servicere kunderne. Risikoen for, at anlæggene lige pludselig står stille er der ikke mere. Så det er et sikkert valg, siger Esben Stærk, adm. direktør for Inwatec.
AnnonceSorteringsanlæggene bliver større og større. Inwatec sælger nu anlæg med op til 20 sorteringsrobotter.
Dermed er Inwatec en kærkommen succeshistorie i det fynske robotmiljø, som ellers for tiden er præget af dårlige nyheder om konkurser og underskud hos store robotvirksomheder som Universal Robots og MIR.
Marked i Tyrkiet, Marrokko
Den fynske virksomhed har et stort marked i Europa og et begyndende marked i USA. Virksomheden er også begyndt at sælge anlæg i lande som Tyrkiet, Sydkorea og Marokko.
- Vi er globale, men vi er til stede lokalt med japanere i Japan og med tyskere i Tyskland og så videre, siger Mads Andresen.
- Der er industrielle vaskerier overalt i verden. Kina er også ved at træde in på det her område. I Kina er der en enorm priskonkurrence. Men vi tror, at vi har våbnene til at holde konkurrenterne stangen i Kina, siger han.
AnnonceVirksomheden har fundet nøglen til at lave anlæg, som hurtigt kan se og identificere bestemte typer tøj, og kan sortere dem rigtigt. Der står et stort hold af software- og robotingeniører bag teknologien.
Startede med røntgenscanner
Det første skridt mod sorteringsanlæggene kom, da Inwatec udviklede en røntgenscanner, som kunne scanne vasketøjet for fremmede genstande som kuglepenne og briller.
Efterhånden indså Inwatec, at der var muligheder i robotlinjer, som kunne sørge for hele sorteringen af tøjet. Det er linjer som ved hjælp af kunstig intelligens identificerer hvert tøjstykke.
Virksomheden startede i 2009. I 2017 nåede den op på 16 ansatte. I dag er der 125 ansatte, og det tal ventes at vokse endnu mere de kommende år.
AnnonceMads Andresen regner med, at efterspørgslen vil fortsætte med at stige i de kommende år. Det manuelle arbejde med at sortere tøj er nemlig ikke særligt attraktivt. Så det er svært for vaskerier mange steder i verden at skaffe arbejdskraft.
- Vores anlæg leverer også en bedre sorteringskvalitet end håndsortering gør, siger Mads Andresen.
Den stærke vækst har betydet, at Inwatec er ved at vokse ud af bygningerne i et industrikvarter i Højme det sydvestlige Odense.
- Bygningerne er vel beregnet til 80 mennesker, men vi er 125, griner Mads Andresen.
Derfor er Inwatec i gang med at bygge et nyt hovedkvarter tæt på det gamle.
- Vi får 4.000 kvadratmeter kontorer. Det er fire gange større end vores nuværende areal, og så får vi 2.700 kvadratmeter produktion. Det er tre gange større end i dag, siger Mads Andresen.
AnnoncePlanen er, at medarbejderne kan flytte ind til juli 2027.
Sådan fungerer Inwatecs sorteringsanlæg
Tøjet kommer hulter til bulter ind i Inwatecs anlæg. Over tøjet er placeret et visionkamera, som lynhurtigt og med hjælp af AI bestemmer, hvilket stykke tøj, der er tale om.
Derefter griber en deltarobot hvert stykke tøj, og lægger det ud på et hurtigtkørende bånd, sådan at hvert stykke ligger for sig.
Undervejs bliver hvert tøjstykke scannet med røntgen for fremmede genstande som kuglepenne, kanyler og briller.
Til sidst sørger anlægget for at kaste tøjet i de rigtige siloer. Anlægget ved nemlig nøjagtigt, hvor langt hvert tøjstykke har bevæget sig på båndet.
Med Inwatecs teknologi behøver man ikke at installere mikroships i alle stykker tøj for at identificere dem.
| Regnskabsår | 2025 | 2024 | 2023 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Bruttofortjeneste | 75,7 | 41,2 | 70,3 |
| Resultat af primær drift | 11,1 | -13,4 | 27,0 |
| Resultat før skat | 10,4 | -14,5 | 27,1 |
| Årets resultat | 8,2 | -11,3 | 21,2 |
| Balancestatus | 120,4 | 108,1 | 86,5 |
| Egenkapital | 46,8 | 38,5 | 55,2 |
| Antal ansatte | 100 | 90 | 72 |
| Kilde: CVR | |||
