Det er Håndværksrådet, der, ifølge Børsen, har foretaget undersøgelsen blandt de danske virksomheder, og selv om der er sket et fald i forhold til sidste år i antallet af virksomheder, der forventer at blive ramt af arbejdskraftmangel, så er der ingen tvivl om, at det stadig er et kæmpe problem for de danske virksomheder.
- Man kan sige, at det er gået fra et vanvittigt højt niveau til et meget højt niveau. Virksomhederne kæmper virkelig
med det her, udtaler cheføkonom i Håndværksrådet, Jakob Brandt, til Børsen.
Hver anden af de små og mellemstore virksomheder erklærer, at de forventer at komme til at mangle arbejdskraft. Og konsekvenserne er klare; Hver sjette af de små virksomheder forventer, at de vil gå glip af en omsætningsfremgang på 10 % eller mere, og endvidere forventer 25 % at gå glip af en omsætningsfremgang på 1-10 %.