Hos Siemens er det lykkedes at transmittere data over et netværk på 100 m med en hastighed på 1008 Mb pr. sekund via en plastic-lysleder, og det lover godt for folk, der efterlyser mere diskrete og fleksible kabler til hjemmet. Det skriver NetworkWorld.com.
Det opsigtsvækkende ved Siemens’ nye kabel er, at det kun er omkring 1 mm tykt og stadig temmelig robust. Eksisterende glasfiberkabler kan transmittere data ved langt højere hastigheder, men de fylder til gengæld også meget mere, ligesom de heller ikke er specielt bøjelige sammenlignet med plastic.
Tyskerne forestiller sig, at kablerne vil blive populære blandt gør-det-selv-folk, der vil blive i stand til at skifte de mere gængse kobberkabler ud med det mere diskrete plastickabel.