23948sdkhjf

23 industrivirksomheder gik konkurs i februar

Industrien har det stadig svært: Antallet af konkursramte virksomheder i årets første to måneder er markant højere end sidste år.
46 virksomheder inden for den danske industrisektor har drejet nøglen om i årets to første måneder, og det er godt 53 procent flere end i samme periode sidste år. Det viser en analyse af dugfriske tal fra Danmarks Statistik.

Branchedirektøren hos Fremstillingsindustrien under DI, Ole Storm Jeppesen, aner ikke nogen ny tendens i udviklingen. I stedet peger han på, at rigtig mange fremstillingsvirksomheder har svært ved at komme oven vande efter finanskrisens indtog, og at der i flere år har kørt et hårdt udskilningsløb blandt virksomhederne i industrien.

- Der er stadig rigtig mange virksomheder, der ikke har ret meget at lave. De er udmagrede og kører med et produktionsapparat, som er skåret helt ned. Og når nogle ordrer så svigter, er der ikke mere at give af, siger Ole Storm Jeppesen til Electronic Supply.

Nogle har travlt, mens flere har det svært
2015-konkurserne er fordelt over 23 i januar og 23 i februar. Begge måneder ligger højere end de tilsvarende måneder i 2014, hvor 18 virksomheder gik konkurs i januar og 12 i februar. Forklaringen på den forskel skal primært findes i konjunkturudviklingen, hvor et spirende forår hurtigt døde ud i 2014.

- Antallet af dem, der siger, at de ikke har noget at lave i øjeblikket, er lidt højere, end det har været sidste år, forklarer branchedirektøren.

Han forklarer i øvrigt, at en del af den ordremængde, der gik tabt i 2008, har fundet tilbage til Danmark. Men det er især de store, eksporttunge industrivirksomheder, der tager fra, mens mange mindre virksomheder stadig har det meget svært.

- Det virker som om, at goderne er lidt forfordelt. Vi kan konkludere, at en stor del har rigtig travlt, mens andre kæmper med lavvande i ordrebeholdningen, slutter Ole Storm Jeppesen.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078