Ekstreme krav til sikkerhed og testprocedurer ved bemandede rumrejser har sat ingeniørstuderende fra Aalborg Universitets rumcenter på frivilligt overarbejde. For den 19. marts får de besøg i laboratoriet af Danmarks første astronaut Andreas Mogensen.
Astronauten skal se på satellitteknologi fra GomSpace og de studerendes selvbyggede satellit, inden begge dele kommer med på hans første ESA-mission senere i år.
For de studerende er det tydeligt, at de i forvejen strikse krav til teknologi til rummet antager helt nye dimensioner, når der er mennesker med:
- Det betyder, at vi skal gøre nogle ting anderledes, end vi har gjort tidligere, og frem for alt skal vi være ekstremt omhyggelige med at dokumentere alt, hvad vi foretager os. Hvis man ikke bryder sig om tjeklister og kontrolskemaer, skal man ikke arbejde med rumfart på det her niveau, siger Mathias Mølgaard, som er blandt de mest erfarne ingeniørstuderende på det nuværende hold i laboratoriet.