Det har ikke været nogen god forretning at producere højttalere hos Videbæk-selskabet Tymphany Denmark (tidligere Danish Sound Technology) i det forgangne år. På trods af en omsætning på 113 mio. kr. endte det med et underskud på 80 mio. kr. Dette skal dels tilskrives nedskrivninger af goodwill for 37 mio. kr., men derudover gav driften et underskud på 33 mio. kr. Det skriver Børsen torsdag.
Ydermere er der taget forbehold for, at en kapitaludvidelse vil slette en gæld på 50 mio. kr. til moderselskabet, og det sender reelt egenkapitalen ned i minus 37 mio. kr. i 2006-regnskabet. Fabrikkens amerikanske ejere er dog optimistiske for fremtiden. For øjeblikket er man i gang med at opkøbe en kinesisk fabrik, der skal assistere danskerne.
- Nu skal vi have gennemført akkvisitionen, have ændret organisationen og solgt budskabet om, hvad vi vil, og så regner jeg med, at vi i 2008 får et beskedent driftsoverskud, og vi året efter kan præstere driftsmarginer på 10-15 % i hele organisationen, siger koncernchef Tom Jacoby til Børsen.
Tymphany er blandt andet leverandører til danske B&O.