23948sdkhjf

Ultrapålideligt internet vil gøre det umulige muligt

Bilerne vil selv koordinere, hvem der holder tilbage for hvem med fremtidens ultrapålidelige og massivt udbredte trådløse internet.
Sådan lyder forudsigelsen fra professor Petar Popovski fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer. Med en en ny forskningsbevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) skal han være med til at gøre teknologien klar til at løfte ansvaret.

Støtten på to millioner euro til det femårige projekt ”WILLOW” er målrettet forskning i ”lowband” kommunikation. Petar Popovski beskriver det som det modsatte af bredbånd. Det handler ikke om at sætte hastighedsrekorder med store mængder data, men om ekstremt pålidelig kommunikation med små beskeder mellem et svimlende stort antal enheder.

Ressourcer skal deles i småbidder
Det tekniske problem, som forskerne skal løse, handler ikke om at skaffe mere båndbredde. Udfordringen består i at dele båndbredden mellem mange flere tilkoblede enheder end nu. Petar Popovski sammenligner med en bank, der låner penge ud:

- Det er relativt let at fordele en stor båndbredde mellem få brugere. Men vi kan ikke i dag fordele samme båndbredde ud mellem et meget stort antal brugere. Det svarer til, at en kunde går i banken og beder om at låne en million kroner. Det kan banken sagtens håndtere. Det er straks vanskeligere, hvis der kommer en million mennesker, der hver gerne vil låne en enkelt krone. I dag har vi 300-500 brugere, som er forbundet til en mobilcelle, der igen er forbundet til en basestation. Vi forestiller os, at vi i 2020 har 10.000-20.000 enheder, som er forbundet til samme basestation, siger han.

Internettets tredje og fjerde bølge
Apparaternes behov er anderledes og mere afgrænsede end storforbrugende internetsurferes. Til gengæld er der mange flere apparater, så når biler, radiatortermostater, elmålere, køleskabe og alle mulige andre enheder bliver koblet på nettet, skal det designes på en ny måde. Et populært skøn anslår, at der i 2020 vil være 50 milliarder enheder koblet på nettet.

- Man taler om ”Internet of Things” eller ”tingenes internet” som internettets tredje bølge efter pc’en og mobilen. Nu tager vi en masse ting fra hverdagen og forbinder dem til nettet for at kunne lave nye tjenester. Når vi får gjort forbindelsen til dem ultrapålidelig, tror jeg personligt på, at det bliver starten på internettets fjerde bølge, som vil give os helt nye tjenester. Præcis hvilke véd jeg ikke. Men når vi stiller muligheden til rådighed for forbrugerne og udviklerne, vil det vælte frem med løsninger, lover Petar Popovski.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078