Det kræver kapital at udbrede et produkt til hele verden. Det har Finn Lebech, fra MicroDrop Aqua måttet erkende, efter at han i to år har forsøgt at skabe det endelige gennembrud for et specielt vandrensningssystem, der kan fjerne arsen fra drikkevandet. Der skriver Erhvervsbladet.
Mens flere danske vandværker allerede har taget den nye teknologi til sig, kniber det stadig med at få eksporteret systemet til udlandet, og derfor er Finn Lebech på jagt efter investorer, der vil hjælpe med det store verdensgennembrud.
- For det første skal vi bruge penge til verdenspatentet, så vi kan sælge licenser for udnyttelse af patentet, der hvor arsen-forureningen er størst. Dernæst resterer enkelte udviklingsomkostninger, men frem for alt skal vi have finansieret internationaliseringen, fortæller Finn Lebech til Erhvervsbladet.