23948sdkhjf

Dansk teknologi skal hjælpe NASA

NASA har givet grønt lys for en banebrydende satellitmission, hvor højteknologi fra Danmarks Rumcenter, DTU, spiller en afgørende rolle. Satellitten, kaldet NuSTAR, har som et hovedmål at finde sorte huller i vores galakse, Mælkevejen.
Den dansk-udviklede rumteknologi vil for første gang gøre astronomer i stand til at finde ud af, præcis hvor mange sorte huller, der egentlig gemmer sig i vores kosmiske hjemegn, og hvor tæt de nærmeste sorte huller befinder sig på Jorden.

De danske forskere har udviklet en særlig slags spejle, som kan indfange hård røntgenstråling. Det er netop denne slags stråling, som afslører tilstedeværelsen af et sort hul. Spejlene gør det muligt at fremstille teleskoper, som kan finde tusindvis af sorte huller, der hidtil har gemt sig i mørket eller bag skyer af støv.

I fint selskab
- Den danske teknologi er simpelthen state of the art på verdensplan. Derfor har vi valgt Danmarks Rumcenter som partner, fortæller den videnskabelige leder af NuSTAR-missionen, professor Fiona Harrison fra det amerikanske universitet Caltech. Som partner på missionen er DTU i fint selskab med internationalt førende forskningsinstitutioner. Udover Caltech deltager blandt andet Columbia University og NASA’s Jet Propulsion Laboratory i det ambitiøse projekt.

Den dansk-udviklede rumteknologi kan med tiden også blive til gavn på jordoverfladen. De avancerede spejle kan nemlig anvendes i medicinsk røntgenudstyr, hvor de kan gøre det muligt at tage skarpere røntgenbilleder med mindre doser af stråling.

NuSTAR blev oprindeligt udvalgt som mission af NASA allerede i 2005, men på grund af budgetproblemer internt i NASA blev projektet sat på stand-by. Nu har den amerikanske rumfartsorganisation altså besluttet at genstarte projektet. Planen er, at NuSTAR satellitten bliver sendt i kredsløb om Jorden i 2011.

Kilde: Danmarks Rumcenter - http://www.rumcenter.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141