De seneste otte år har Bo Lybæk fungeret som administrerende direktør i Hydro Aluminium i Tønder, ligesom han har været bestyrelsesformand for samme selskab. Det skriver RB-Børsen ifølge EPN.
- Ansættelsen af Bo Lybæk skal medvirke til en styrkelse af ledelsen i GPV samt til en fortsat effektivisering af virksomheden. Målet er som tidligere meddelt at opnå en væsentlig forbedring af indtjeningen samt at sikre, at GPV er i stand til et realisere de ambitiøse strategiske mål, oplyser selskabet.
Jørgen K. Hansen der hidtil har fungeret som direktør i selskabet, vil i fremtiden få ansvaret for Business Development og udviklingen af GPV’s asiatiske aktiviteter.