23948sdkhjf

Tillad idéudveksling med din konkurrent

Skab attraktive arbejdspladser ved at inddrage spændende og udfordrende faglige miljøer på kryds og tværs af virksomhederne. Opfordringen kommer fra Køleklyngen i Sønderborg.
Tillad dine medarbejdere at deltage i tværfaglige seminarer og netværk, hvor de sammen med din konkurrents medarbejdere udveksler erfaringer, ideer og måske arbejder på fælles projekter. På den måde kan du forøge dine chancer for at tiltrække de kvalificerede medarbejdere, som du ikke kan finde i dag.

Det mener formanden for Køle VirksomhedsCenter Alsion (KVCA), administrerende direktør Jens Andersen, Lodam Electronics i Sønderborg.

Sammen med KVCA’s daglige leder, direktør Arne Jakobsen, opfordrer Jens Andersen sine direktørkolleger i Køleklyngens 26 medlemsvirksomheder til at gøre en ekstra indsats for at stimulere den tværgående idéudveksling. Det kan give hele branchen med 15.000 medarbejdere et løft.

- Alle virksomheder er traditionelt bange for at konkurrenten kan løbe med en go’ idé, men hvad sker der, hvis dine medarbejdere ikke får den faglige stimulans og udsyn, som de har brug for? Bliver de ineffektive, eller flytter de til andre selskaber? Vi skal tænke nyt og søge at få nogle tværfaglige projekter i gang. Lad os reklamere med, at når du bliver ansat i en af Køleklyngens virksomheder, så har du rent faktisk mulighed for også at blive fagligt udfordret af kolleger i de 25 øvrige virksomheder, siger Jens Andersen, og fortsætter:

- Kan vi skabe en dynamisk udvikling, rygtes det, og de nye medarbejdere kommer af sig selv. Det er på den måde, vi når målet om at blive et internationalt kraftcenter. Det skaber du ikke ved blot at konstruere ét enkelt produkt. Vi skal hele tiden udvikle os og tænke nyt. Det er en ledelsesmæssig udfordring, som vi må arbejde med. Tænk på hvis vi arbejdede tættere sammen, så kunne vi i fællesskab skabe unikke produkter, som vi alle ville få glæde af. Det kan blive en særlig dansk styrkeposition, at vi tør og vil arbejde sammen regionalt på tværs af virksomhederne. Time-to-market er nøglen til succes – forudsætningen er, at ideer, viden og kritisk dialog ”slippes løs”.

Kilde: Køle VirksomhedsCenter Alsion

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.359