23948sdkhjf

Danske virksomheder enige: Elmia var en succes

Traditionen tro var der mange danske virksomheder, der deltog på sidste uges messe Elmia Subcontractor, og generelt var de begejstrede for resultatet.
Vil man ind på det svenske marked som underleverandør, er der ingen vej uden om Elmia Subcontractor. Her samles nemlig virksomheder fra hele Norden, og danskerne er ingen undtagelse.

- Taler vi Skandinavien, så er det uden sammenligning den mest seriøse messe for subcontractors. Den er ryddet for alt det andet. Og så kommer der faktisk mange danskere, lyder det fra Kurt Andersen, direktør i LPM Production, der var med på messen for tredje gang, og har kunnet mærke succesen stige fra år til år.

Mere struktureret end HI
Og kollegerne giver ham ret. Danske virksomheder ser i større og større grad den svenske messe som den ideelle indgang til det svenske marked og i modsætning til fx danske messer, er der tale om en mere rendyrket messe for underleverandører.

- Jeg vil sige, at Elmia er mere struktureret end fx HI, idet der udelukkende er fokus på underleverandører. På HI har man også alt det andet, og det giver ligesom mere støj, forklarer direktør Børge Carlsen fra Vestjysk Stålteknik. Også han var på messen for tredje gang. I år har han sendt de første ordrer af sted til kontakter, han har fået på messen tidligere år.

Mange kontakter
Både han og Kurt Andersen er enige om, at Elmia har levet op til forventningerne i forhold til de mål, de satte sig hjemmefra. Den oplevelse har direktør Per Nobel fra Tool Denmark også haft.

- Det var anden gang, vi var med på messen, og det har været en meget spændende oplevelse. Vi er kommet hjem med mange spændende kontakter, og nogen af dem har faktisk allerede givet ordrer. Det har været overraskende hurtigt. Vores målsætning var, at vi ville have nye kontakter på det svenske marked, og der fik vi faktisk flere, end vi havde håbet på. Vi har faktisk planlagt en række besøg hos svenske virksomheder i næste uge, og det ser vi da frem til, siger han.

Hele Norden er med
Og det er ikke bare de svenske virksomheder, der ligger vejen forbi de danske stande. Elmia udvikler sig i stadig højere grad til en messe for hele Norden.

- Er man med på Elmia, giver det mulighed for at skabe kontakter i Norge og Sverige. Jeg har fået to kontakter fra Norge at arbejde videre med, hvoraf den ene allerede har meldt sin ankomst her i morgen. Derudover har jeg otte kontakter fra Sverige og faktisk også to fra Danmark, lyder det fra Børge Carlsen om udbyttet af årets messe.

Kræver tålmodighed
De tre direktører er enige om, at det kræver tålmodighed at slå igennem på det svenske marked, og netop derfor har det ikke været spild af tid og penge at komme på den svenske messe gennem flere år.

- Der var nogle af de svenske virksomheder, der allerede havde set os sidste år, som kiggede forbi igen i år. Det er sådan med svenskerne, at de gerne vil handle med os, men de vil gerne se os lidt an først, konstaterer Per Nobel.

Det kan Kurt Andersen nikke genkendende til:

- Vi talte med nogle af de virksomheder, vi havde kontakt med allerede sidste år, som først nu er ved at være klar til at tegne kontrakter. Sådan tror jeg, det er med svenskere og nordmænd. Det er tungt at starte et samarbejde op med dem, men når først man er inde, så er de rimelig trofaste.

Næste år afholdes Elmia Subcontractor i dagene 11.-14. november.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125