Ifølge Børsen er der i dag installeret 4.000 industrirobotter i Danmark, og gennem den seneste tid har der været en tendens til, at selv små virksomheder er begyndt at tænke i automatiseringsbaner.
- Der er meget arbejdskraft at hente i robotter også for små virksomheder. Man skal lære at udnytte robotternes fleksibilitet, forstå de økonomiske sammenhænge i automatiseringsprojekter og være frisk på at finansiere projekterne, udtaler Leif Dalum, formand i Dansk Robot Forening.
Tager virksomheden springet og investerer i en robotløsning, kan det betyde en række fordele. Mange ser sig nødsaget til at investere i robotterne i en tid, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. Robotterne kan udføre det sundhedsfarlige og monotone arbejde, og ifølge Leif Dalum kan man sagtens hente en produktivitetsforbedring ved at installere en robot, idet den typisk vil svare til det arbejde, som udføres af tre almindelige medarbejdere.