Det er PricewaterhouseCoopers, der har lavet den opsigtsvækkende undersøgelse i Tyskland. Den konkluderer, at vestlige virksomheder i mange tilfælde undervurderer logistikomkostningerne ved at gøre indkøb i Kina. Derfor er det for op mod hver tredje virksomhed en underskudsforretning at hente komponenterne i Kina. Det skriver Ny Teknik.
Alligevel holder mange virksomheder fast i de kinesiske komponenter, fordi det ellers kan være svært at sælge produkter på det stadig vigtigere kinesiske marked.
Undersøgelsen omfatter indkøbs- og logistikchefer i 203 tyske virksomheder, der køber ind i Kina. Til sammenligning undersøgtes 370 selskaber, der endnu ikke har benyttet sig af kinesiske underleverandører.