44 % flere medarbejdere og 22 % vækst i omsætning og en fortsat solid indtjening. 2007 blev endnu et fremgangsrigt år for Mjølner Informatics, der nu består af en solid, højtuddannet stab på 85 personer i Århus og København.
Dermed har det snart 20-årige softwarehus styrket sin position som et af de betydende softwarehuse i Danmark, og det kan i høj grad mærkes på interessen for at blive medarbejder i Mjølner Informatics. Trods stigende efterspørgsel på talenter i it-branchen får Mjølner Informatics stadigt flere ansøgninger, både uopfordrede og som reaktioner på jobopslag.
2007 har betydet væsentlige ændringer i organisationen, så den passer godt til størrelsen og sikrer overblik og effektivitet i dagligdagen. Den kraftige vækst og de mange forandringer har betydet forøgede omkostninger, således at 2007 resultatet er relativt mindre end tidligere år, men det er resultatet af prioriterede investeringer i den fremtidige vækst. Således endte resultatet før skat på 3,6 mio. kr. mod 6,2 mio. kr. i 2006.
- Organisationen har gennemgået en modningsproces for at skabe en klar organisatorisk klangbund for virksomhedens fortsatte udvikling. En modningsproces, hvor der fra medarbejdernes side har været udvist stor forandringsvilje og stort mod i forhold til de udfordringer, som væksten har givet, fortæller COO i Mjølner Informatics, Jacob Seligmann.
Starten på 2008 viser en fortsat positiv udvikling af virksomheden med tilvækst af flere nye, væsentlige kunder, samtidig med at der er et fortsat godt samarbejde med den eksisterende kundekreds. Ledelsen i Mjølner Informatics har derfor en klar forventning om, at 2008 vil fortsætte den positive udvikling, både hvad angår såvel markedet som medarbejderstaben.