Rubtec har specialiseret sig i bælter og vejhjul til kampvogne, og det er netop med produkter inden for dette, at man indtager den sydamerikanske forsvarsmesse Fidae i denne uge. Her vil man forsøge at overbevise aktører på det sydamerikanske marked om den danske virksomheds evner. Det skriver Erhvervsbladet.
- De sydamerikanske lande har en forkærlighed for de tyske Leopard 1 og Leopard 2 kampvogne, og her har vi ganske meget at byde på, siger Claus Larsen fra Rubtec til Erhvervsbladet.
Allerede på forhånd er virksomheden stillet en millionordre i udsigt, idet det chilenske forsvar har sendt en forespørgsel på renovering af 37 kampvogne. Det vil i givet fald være en ordre, der løber op i ca. 7 mio. kr.