23948sdkhjf

Energitjek gav store besparelser hos Stantræk

Et overraskende stort energispild fra trykluftanlægget og ventilationssystem er stoppet i samarbejde med Lokalenergi.
Stantræk, der fremstiller komponenter til blandt andet højttalere og anden elektronik, er blevet miljøcertificeret. Certificeringen dokumenterer, at virksomheden lever op til de gældende regler på området, og at den har forpligtet sig til at blive endnu bedre.

- Det indgår som en del af miljøcertificeringen, at vi skal tage initiativer til at foretage løbende forbedringer på miljøområdet. Efterhånden har vi været gennem hele produktionsprocessen og forbedret de ting, som vi kunne. Næste skridt for os var at kigge nærmere på energien, fortæller Ove Henriksen, der er selvstændig konsulent, men arbejder fast som kvalitets- og miljøansvarlig hos Stantræk. Han anbefalede ledelsen at koble Lokalenergi på processen for at få en detaljeret vurdering af energiforbruget og afdække områder, der kunne fungere bedre.

Strømmen driver værket
Produktionsudstyr som stansemaskiner og laserskærere hos Stantræk bruger en del strøm, og det samme gør kompressorer til trykluftanlæg og ventilationssystemet. Hele produktionsanlægget er af forholdsvis ny dato, så her var der energimæssigt ikke det store at gå efter.

- Derfor koncentrerede vi os om de supplerende systemer som trykluftanlæg og ventilationen. Jonas Lassen fra Lokalenergi gennemgik anlæggene grundigt og satte forskellige former for måleudstyr op, siger Ove Henriksen.
Stillede de rigtige spørgsmål
- Gennemgangen gav resultat. Når man går rundt i tingene til dagligt, er der en tilbøjelighed til, at man bliver lidt blind. Nu kom Lokalenergi og stillede de helt rigtige spørgsmål om bøjninger på ventilationsrørene, punktudsugning, driftstider og adfærd, fortæller Ove Henriksen.

Lokalenergi foreslog forskellige forbedringer, der rummede et samlet årligt besparelsespotentiale på ca. 230.000 kWh. Stantræk har efterfølgende optimeret ventilationssystemet ud fra Lokalenergis anbefalinger blandt andet ved at regulere punktudsugningen med spjæld og frekvensomformer og mindske antallet af rørbøjninger mest muligt.

LeekSeek kom med specialviden
Målingerne af trykluftanlægget viste, at utæthederne ved slanger og sammenføjninger også var værd at gå efter. Gentagne målinger af tryktanken, mens produktionen lå stille, afslørede en lækage pr. time svarende til 7,1 kWh. På årsplan gav de små hvislelyde fra utætte slanger et årligt ekstraforbrug på godt 62.000 kWh (målt i forhold til et helt tæt anlæg). Besparelsespotentialet fik Lokalenergi til at inddrage LeekSeek, der er specialister i at finde utætheder og effektivisere trykluftanlæg.

- Vi har selv ekspertisen i huset til at gennemføre de nødvendige udbedringer og reparation af trykluftanlægget og kunne stå for den praktiske del af udbedringerne, siger Ove Henriksen.

LeekSeek fandt 28 større eller mindre utætheder i anlægget. Røde, gule og blå lapper blev placeret over alt og gav et stærkt visuelt billede af anlæggets samlede ”tæthedstilstand”.

- LeekSeek gik systematisk og grundigt til værks. Langt grundigere end vi selv havde haft ressourcer og tid til at gøre. I sidste ende fik vi adgang til en overskuelig hjemmeside, hvor alle utætheder var listet op med deres placering, hvad der var galt, hvordan tætningen skulle foregå, og hvad det anslået ville koste i tid. Samtidig var der et felt, som vi krydsede af, efterhånden som vi fik tætnet alle utæthederne, siger Ove Henriksen.

Stantræk løste problemet inden for to måneder, og har samtidig fået øjnene op for, hvad et utæt trykluftanlæg koster i energi. Derfor har de nu indført en fast procedure i deres miljøledelseshåndbog.

- To gange årligt vil vi undersøge anlægget for lækager og følge op på de utætheder, der er, siger Ove Henriksen.

Kilde: Lokalenergi - http://www.lokalenergi.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063