23948sdkhjf

Flere dronenummerplader i test

Snart skal alle professionelle droner flyve med en elektronisk nummerplade. SDU er i fuld gang med udvikle dronenummerplader og er ved at teste teknologien.
Omkring ti droneoperatører har fået en nummerplade spændt på deres drone. Heriblandt Beredskabsstyrelsen, som bruger dronerne til kemikalieudslip og brande.

Forskerne på Syddansk Universitets dronecenter har udviklet en meget lille dims, som minder om en mobiltelefon. Den sender direkte til en server på universitetet, så forskerne kan følge flyvningerne.

- Vi har blandt andet lært, at nummerpladen skal tænde og slukke automatisk. Når droneoperatøren for eksempel bruger dronen professionelt til at finde fjernvarmerør med et infrarødt kamera, så har han fokus på arbejdet og husker ikke at tænde og slukke for dronens elektroniske nummerplade, siger adjunkt Kjeld Jensen fra SDU UAS Center, Syddansk Universitet.

Trafik- og Byggestyrelsen har bedt forskerne på SDU UAS Center om at komme med løsninger på, hvordan myndighederne kan holde styr på det stadigt voksende antal droner.

To løsninger med forskellige fordele og ulemper
Mens forskerne arbejder på højtryk i dronelaboratoriet, har regeringen netop fremsat et lovforslag. Ifølge forslaget skal professionelle droner, som flyver i byområder, udstyres med en elektronisk nummerplade, når teknologien gør det muligt. Det skal gøre det let at identificere dronens fører, når myndighederne for eksempel har brug for hurtigt at rense luften for droner, hvis en lægehelikopter skal lande.

- Vi arbejder på to forskellige designs. Det ene er baseret på, at en radiosender er monteret i nummerpladen. Den sender signal til en eventuel politimands tablet på jorden. Det andet system har indbygget en mobiltelefon, som løbende sender direkte til en national database, forklarer Kjeld Jensen og fortsætter:

- Den løsning kræver et mobiltelefons-abonnement for at virke. Det giver god mening, hvis nummerpladerne skal bruges af kommercielle piloter inde i byen. Men hvis registreringen også skal udbredes til eksempelvis 16-årige drenge, som leger i haven, så skal man vælge en billigere løsning med en radiosender, siger Kjeld Jensen.

Det er mobiltelefons-løsningen, som i øjeblikket bliver testet hos forskellige droneoperatører, mens radiosenderne bliver testet i samarbejde med forskellige virksomheder. Forskerne bruger de praktiske erfaringer til at finjustere teknikken og designet.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081