23948sdkhjf

Radarteknologi skal styre mobilens signal

Det skal være slut med, at selv de bedste mobiltelefoner mister cirka 90 procent af signalet.
Problemet med manglende signalstyrke på mobiltelefonen, så man må bevæge sig rundt i huset for at få en ordentlig forbindelse, skal være en saga blot. Nyt samarbejde mellem teknologivirksomhederne Intel og Wispry samt Aalborg Universitet skal med en stor investering fra Innovationsfonden løse problemet og udvikle mobilantenner med inspiration i radarteknologi.

I dag har stort set alle mobiltelefoner indbyggede antenner, som peger bredt ud i alle retninger for at opfange signal. Det betyder ifølge professor Gert Frølund Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, at selv de bedste moderne mobiltelefoner mister cirka 90 procent af det signal, der er i luften. Hvis hastigheden og stabiliteten skal op, er det helt nødvendigt, at antenneteknologien bliver bedre, lyder hans budskab.

I fremtidens mobiltelefoner skal antennens signal styres præcis derhen, hvor der opnås bedst forbindelse. Teknologien bag har hidtil været anvendt i dyrt forsvars- og overvågningsudstyr som elektronisk styrede radarsystemer. Nu skal teknologien kunne bygges ind i mobiltelefoner som del af fremtidens 5G.

Fakta

Projektets officielle titel: RANGE (Reconfigurable Arrays for Next Generation Efficiency).

Innovationsfondens investering: 26,7 millioner kroner.

Samlet projektbudget: 54,4 millioner kroner.

Projektets varighed: 4 år.

- Udviklingen af antenner og viden om dem kan skabe mange videntunge arbejdspladser her i Nordjylland, siger Gert Frølund Pedersen. Han forudser, at den nye teknologi skal være klar inden 2020, fordi udrulningen af 5G-netværket venter lige om hjørnet.

Mange små antenner
For at kunne gøre det, skal der udvikles mange små antenner, der kan arbejde sammen om at styre signalretningen, på samme måde som en TV-antenne skal pege i den rigtige retning for at få det bedste billede. Udviklingen kræver et apparat sammensat af nye mobilantennetyper, digitalt styret højfrekvenselektronik og høj processeringshastighed.

Her kommer konsortiets sammensætning ind i billedet. Aalborg Universitet er kendt for sin antenneforskning, Intel Mobile Communications Denmark er kendt for sit mobile systemkendskab, og Wispry Denmark bygger bro imellem de to verdener med sin førende teknologi inden for digital tuning af højfrekvenskredsløb baseret på MEMS (Micro Elektro Mekaniske Systemer).
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095