Mekoprint har den 11. maj 2016 overtaget alle aktiviteter fra CPM Manufacturing i Hornslet nord for Aarhus.
Overtagelsen, som omfatter 40 medarbejdere, kunderelationer, driftsmidler, ordrebeholdning og varelager er sket i forlængelse af, at CPM Manufacturing den 4. maj 2016 blev taget under konkursbehandling ved Retten i Randers.
Med købet udvider Mekoprint koncernen i metalforretningen Mekoprint Mechanics sin eksisterende aktivitet med fremstilling af kundespecifikke serie- og projektleverancer inden for metalbearbejdning til kunder der stiller særlige krav.
- Kunderne og processerne fra CPM Manufacturing A/S passer rigtig godt til vores Mekoprint Mechanics division med høje krav til alt fra laserskæring og stans til svejsning og overfladebehandling af færdige løsninger, udtaler Anders Kold, CEO for Mekoprint.
Mekoprint Mechanics salg, kundesupport og produktion vil fremover ske fra både Aalborg Øst og Hornslet samt Stettin i det nordvestlige Polen.
