Derudover bliver Niels Jacobsen ny bestyrelsesformand for Oticon A/S og fortsætter som hidtil som koncernchef for William Demant Holding-koncernen.
Både Søren Nielsen og Mikael Worning er en del af Oticons ledelsesteam i dag og repræsenterer tilsammen 24 års erfaring i virksomheden. I den nye organisation vil Søren Nielsen, 37 år, blive ansvarlig for udviklingsorganisationen, markedsføring og HR fra Oticons udviklingscenter i Smørum, som også huser koncernens hovedsæde, mens Mikael Worning, 45 år, vil stå i spidsen for den internationale organisation og Oticons 25 salgsselskaber.
I forbindelse med udnævnelsen bliver Oticon A/S' bestyrelse omdannet til en intern bestyrelse med Niels Jacobsen som formand. Dette sker i tråd med organiseringen af de øvrige datterselskaber i William Demant Holding-koncernen.
- Udnævnelsen af den nye Oticon-ledelse skal ses som en logisk udvikling i vores koncern, hvor jeg som administrerende direktør i William Demant Holding A/S hidtil har haft en dobbeltopgave med også at være administrerende direktør for datterselskabet Oticon. Sammen med den nye Oticon-direktion ser jeg frem til i de kommende år at fortsætte Oticons vækst og fremdrift, siger Niels Jacobsen.
Niels Jacobsens rolle som koncernchef og administrerende direktør i William Demant Holding A/S er uændret.