23948sdkhjf

Printproducent med 20 ansatte konkurs

Forsøg på at skaffe kapital lykkedes ikke for den odenseanske virksomhed

Printline A/S i Odense er gået konkurs.

Konkursbegæringen blev indgivet af selskabets ledelse mandag den 12. december, og tirsdag tog Skifteretten i Odense firmaet under konkursbehandling. Det fortæller kurator i sagen, advokat Flemming Hartvig Pedersen fra Focus Advokater i Odense til Electronic Supply.

Årsagen til konkursen var likviditeten. Hen over sommeren og i efteråret så det ifølge Flemming Hartvig Pedersen fint ud, men på det sidste kunne man ane, at der ville være et problem. Derfor arbejdede ledelsen på at skaffe kapital, og der var seriøse parter på den anden side af bordet. Enderne kunne bare ikke nå sammen.

- Der var tiltag til at etablere noget kapital, men hastigheden, hvormed den skulle tilføres, strakte ikke med de forpligtigelser der var. Derfor traf selskabet denne beslutning, siger Flemming Hartvig Pedersen, som kalder det en fornuftsmæssig klog ledelsesbeslutning.

Godt 20 medarbejdere berørt

Økonomisk havde Printline haft underskud i nogle år. Et blik på seneste årsrapport, som dækker 2015, viser et minus på 1,63 mio. kr. og året før minus 1,34 mio. kr. Af 2015-årsrapporten fremgår det også, at selskabets egenkapital var reduceret til mindre end 50 procent af selskabskapitalen. Ledelsen havde derfor taget skridt til at reducere omkostningerne bl.a. ved reduktion af medarbejderstaben.

Ved konkursen var der i underkanten af 20 medarbejdere.

- Da man så, at man nok var nødt til at trække stikket, bad man medarbejderne om at blive hjemme. Det var i fredags, siger Flemming Hartvig Pedersen og tilføjer, at det skete ud fra en betragtning om, at man ikke må skade kunder og kreditorer.

Kigger bredt ud i markedet

Kurator er stadig i gang med at danne sig et overblik over, hvilke muligheder der nu er. Tirsdag og onsdag (13. og 14. december, red.) var der registreringsforretning, så nu venter opgaven med at finde mulige købere til hele eller dele af forretningen.

- Jeg kigger meget bredt ud i markedet med det her. Jeg har fået lidt hints om, hvor jeg kan kigge hen, siger Flemming Hartvig Pedersen.

I søgen efter nogen, som kunne tænke sig at købe en maskine og starte produktion op, hvor de kunne bruge de faciliteter, konkursboet er indehaver af, håber kurator også at kunne finde arbejde til nogen af de berørte medarbejdere.

Printline fik nye ejere i januar 2016. Administrerende direktør Lars Baun købte sammen med brødrene Jørgen og Flemming Buhl samt Jette Grinderslev aktiemajoriteten i virksomheden. Sælgerne var Jesper Haugaard og Jesper Hansen, som havde ejet printproducenten siden 2009 via selskabet Seden Ejendomsinvest.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063