I 2008 var Agerkilde A/S og HEA El- Elektro konkurrenter på el-installatørmarkedet i og omkring Skive, men fra 1. januar er de to installatørvirksomheder flyttet ind under samme tag. Agerkilde A/S har således netop opkøbt HEA El- & Elektro, hvilket også indebærer en direkte overtagelse af både materiel og mandskab. - Min forventning til den ny konstruktion er helt klart, at vi kommer styrket ud som én samlet virksomhed – men det gælder i ligeså høj grad vores respektive kunder. Vi kan sammen tilbyde endnu flere ydelser, end det var tilfældet tidligere. I Agerkilde råder vi nu også over et dygtigt mandskab til at yde industriservice i Skive og omegn, mens kunderne fra HEA frem over også kan trække på vores ekspertise inden for VVS, ventilation og køl. Alt i alt gør opkøbet os derfor til totalleverandør, når det handler om tekniske installationer, udtaler administrerende direktør i Agerkilde A/S, Michael Agerkilde.