Vinderen af Industry Supplys anti-finanskrise-konkurrence samt annoncering for 20.000 kr. er beslaggrossisten Kyner & Co., der har trodset krisen og eksperterne ved at finde gamle projekter frem fra gemmerne og satse på nye ”gamle” produkter.
Det var da også en glad ejer Michael Josephsen, Industry Supplys redaktør havde i telefonen i går.
- Vi har i øjeblikket gang i en masse gamle projekter, vi egentligt havde lagt på hylden, fordi vi i de seneste år ikke har haft tiden til at følge dem til dørs, fortæller han.
- Samtidig har vi satset på nye ”gamle” produkter. Vi har kigget på, hvilke produkter, der engang blev produceret i Danmark, og der stadig er brug for. Og så har vi set på om, vi kunne gøre noget ved det. Vi har jo kapaciteten til det i øjeblikket, tilføjer han.
Han understreger dog overfor Industry Supply, at han har stor forståelse for, hvor hårdt krisen har ramt andre steder.
- Vi er jo en lille virksomhed. Det er nemmere for os hurtigt at ændre retning, hvorimod det er noget sværere og tager længere tid hos en stor virksomhed.
Samtidig er han taknemmelig for, at virksomheden i forbindelse med finanskrisen og de nye satsninger har haft en god bank, der har haft mod på at hoppe med på de mange ideer og vendt tommelfingeren op ad.
Hvad fremtiden bringer ved Michael Josephsen ikke, men han er overbevist om at den nye kurs skal følges, så længe det giver mening.
I forbindelse med konkurrencen udlovede Industry Supply også en Pure internet radio samt 2X6 flasker vin.
Vinderne her blev:
- 1 stk. Pure Internet Radio til Henrik Brogaard fra Brønderslev Stål for artiklen Et godt netværk giver gode ordrer
- Seks flasker vin til Michael Nørgaard fra Frøslev Træ for artiklen Det er sjovere at spille offensiv fodbold
- Seks flasker vin til Per Danielsen fra IC Automation for artiklen Automatisér dig ud af krisen