23948sdkhjf

Unikke armaturer til Dokk1 blev skabt i takt med byggeriet

Prestigebyggeriet Dokk1 havnen i Aarhus, som bl.a. rummer Skandinaviens største folkebibliotek, kalder på specialbelysning. Hovedparten af belysningen er da også specialfremstillet.

Det er Lemvigh-Müller, der har leveret størstedelen af belysningen til Dokk1, som tegnestuen Schmidt Hammer Lassen Architects står bag.

Ifølge Preben Clemmensen, som er belysningstekniker i Lemvigh-Müller, var det en opgave ud over det sædvanlige. Blandt andet fordi hovedparten af belysningen er specialfremstillet, og det gælder både linjelys, punktlys og lyset til parkeringsområdet, som er en historie for sig.

Belysningsleverandør: Lemvigh-Müller

Belysningsproducenter: Philips, Riegens, Delta Light, Lival

Belysningsarmaturer:

- LuxSpace Mini rund LED downlight fra Philips

- LuxSpace Compact firkantet LED downlight fra Philips

- Waterproof industriarmatur fra Philips

- BS Alu LED 4000K, et rundt halvforsænket armatur til loft fra Riegens

- FTL25 og FTL45 profile SBL linjelys fra Delta Light

- Gallaria spotlight fra Lival

- Alle linjearmaturer i byggeriet er i speciallængder. Ser man på punktlyset, så er der fx sorte lofter i strækmetal med downlights, der sidder i specialfremstillede sorte montagesvøb, hvilket får det til at se ud som om, armaturerne er integreret i lofterne. Og til parkeringsområdet har vi leveret nogle store, runde armaturer med opalafskærmning, som er udviklet og produceret specielt til Dokk1, og som altså ikke findes andre steder, siger Preben Clemmensen.

Kontrakt på ikke-eksisterende armaturer
Preben Clemmensen fortæller, at armaturerne i parkeringsområdet ikke var færdigudviklede, da Lemvigh-Müller fik opgaven med at levere belysningen til Dokk1:

- Bygherren og rådgiverne vidste, hvad de ville have - men vi vidste ikke med sikkerhed, om det kunne lade sig gøre, for armaturerne fandtes kun som skitser, da vi skrev kontrakten under. Så mens der blev bygget, arbejdede vi sammen med Riegens om at få udviklet og produceret armaturerne. Det gav nogle lidt stramme leveringsterminer, men vi fik det løst, siger Preben Clemmensen og fortæller, at der blev produceret to-tre prøvearmaturer, før man fandt frem til den helt rigtige løsning.  

Sikkerhed og skrammer i lakken 
De unikke, runde armaturer er ikke det eneste, der gør parkeringsområdet til noget helt særligt. Dokk1 har et fuldautomatisk, underjordisk p-anlæg med plads til 1.000 biler.

I den indledende projekteringsfase blev der bygget 1:1 mock-ups af dele af byggeriet – og det gjaldt blandt andet parkeringsbåsen, hvor det var vigtigt at teste lyssætningen nøje af. Bilerne bliver nemlig fotograferet i forbindelse med parkeringen for at dokumentere evt. skrammer i lakken og undgå efterfølgende stridigheder. Det er noget, der kræver et højt lysniveau. Herudover er der også en række sikkerhedskrav, som belysningen i parkeringsområdet skal overholde, og som også blev testet, fortæller Preben Clemmensen og siger:

- Det er et område med blandet trafik – der er både bløde trafikanter, biler, og letbanen kører også igennem. Det betyder, at kravene til lysniveauet er høje – der skal forholdsvis meget lys til at gøre det sikkert.

Fakta: Dokk1

Dokk1, der slog dørene op i juni 2015, rummer byens nye hovedbibliotek, borgerservice samt en café, diverse sale til forskellige kulturelle aktiviteter, udendørs legeplads, letbanestation mv.

Det indgår som en del af det kommunale byggeprojekt Urban Mediaspace, der er Aarhus Kommunes hidtil største bygge- og anlægsbudget med et samlet budget på ca. 2,1 mia. kr.

Bygningens bruttoetageareal er 28.000 kvadratmeter.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094