23948sdkhjf

Robotforsker i konkurrence med verdens eliteuniversiteter

En sølvmedalje i en af konkurrencedisciplinerne og en samlet fjerdeplads blev resultatet af DTU’s deltagelse i robotkonkurrence i sidste uge

De tyske og schweiziske hold løb med sejren ved den nye konkurrence for robotter i Abu Dhabi. Konkurrencen blev afsluttet i lørdags efter tre dages afvikling af de i alt fire forskellige discipliner, hvor både mobile robotter og helikopterrobotter var i sving. Det skriver DTU i en pressemeddelelse.

- Vi er glade for, at DTU følger lige i hælene på ETH Zürich og Bonn Universitet, der er blandt Europas bedste tekniske universiteter. Teknisk set er vi fuldt på højde med dem – men de var hurtigere end os. Det er ofte de små marginaler, der afgør en sådan konkurrence, hvor der altid er uforudsigelige elementer som eksempelvis vejrforholdene. Men vi er stolte over at være blevet nummer to i en af konkurrencens discipliner og samlet være placeret som nummer fire af de i alt 25 deltagende universiteter, fortæller Ole Ravn, der er leder af DTU Elektros arbejde med automation. 

Udover ETH Zürich og Bonn Universitet blev et tjekkisk-amerikansk samarbejde samlet placeret bedre end DTU.

Mere fokus på sensorteknologi og realtid
Rent fagligt blev Ole Ravn under konkurrencen mellem verdens eliteuniversiteter overbevist om, at både forskningen og undervisningen på DTU fremover skal have endnu større fokus på den sensorbaserede teknologi og realtidstilpasninger. 

- Fremtidens robotter vil være sensorbaserede, så de er i stand til at reagere på ændringer i deres omgivelser. Derudover er der ingen tvivl om, at realtid også får en øget betydning, så robotten reagerer på det helt rigtige tidspunkt – og hverken et par sekunder for tidligt eller sent, siger han.

Konkurrencen i Abu Dhabi afholdes igen om to år, og Ole Ravn kan godt forestille sig, at DTU deltager igen.

Kilde: DTU

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094