23948sdkhjf

William Demant-boss er klar til spille med milliard-musklerne

Danmarks største høreapparatkoncerns nye topchef er klar til at finde det store checkhæfte frem, hvis muligheden byder sig
Høreapparatkoncernen William Demants mange milliarder er klar til at blive bragt i spil, hvis den rigtige mulighed opstår.

Det fortæller koncernens nye topchef, Søren Nielsen, i et eksklusivt interview med Finans.

- Hvis der kommer noget til salg af væsentlig betydning, vil vi forsøge at deltage i det. Der er nogle konstellationer, som ser svære ud, og som vi nok ville få svært ved at få lov til, men der kan sagtens være nogle, hvor vi godt ville kunne få lov, siger Søren Nielsen, adm. direktør i William Demant, i det første længere interview siden sin tiltrædelse.

Søren Nielsen overtog jobbet den 1. april i år, efter at den mangeårige høreapparatboss, Niels Jacobsen, trådte tilbage.

Mulige ændringer på vej i fastlåst branche 
I dag består den globale høreapparatindustri af de såkaldte 'The Big Six', som tæller schweiziske Sonova, det kapitalfondsejede Sivantos, det privatejede Starkey og de to øvrige danske koncerner GN Group og Widex. Og naturligvis William Demant selv.

Branchen har igennem flere år talt om konsolidering, men indtil videre er intet sket. Nu har Starkey imidlertid en aldrende ejer, og med kapitalfonden EQT bag Sivantos, er det måske endelig ved at være tid til, at tanke bliver til handling.

Ser begrænsede muligheder
Søren Nielsen understreger, at det hele afhænger af, at nogen rent faktisk når til den konklusion, at de har lyst til at sælge deres virksomhed.

- Det er der ikke ret mange, der kan, og derfor bliver det relativt få konstellationer, man kan forestille sig. Hvis der kommer virksomheder til salg, vil vi selvfølgelig undersøge, om vi kan få noget godt ud af det, komme med et bud og se, om det kan lade sig gøre, siger Søren Nielsen til Finans.

I finanshuset ABG Sundal Collier hilser man en eventuelt konsolidering velkommen.

- Konsolidering blandt høreapparatsproducenter vil være klart positivt for industrien, hvor stigende volumener er helt afgørende for at kunne kompensere for et skarpt prispres, siger Morten Larsen, analytiker i ABG Sundal Collier.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109