23948sdkhjf

Kina hamrer op som andenstørste aftager af Danfoss-produkter

Kina har overhalet Tyskland som nummer to på listen over Danfoss' vigtigste markeder.

USA er fortsat det land, hvor den danske industrigigant Danfoss sælger flest af sine produkter.

Men i løbet af de seneste måneder har salget i Kina taget så meget fart, at det store land mod øst har overhalet Tyskland som nummer to på listen over de største markeder for Danfoss.

Det fortæller finansdirektør Jesper V. Christensen fra Danfoss, som onsdag har præsenteret regnskab for første halvår.

- Geografisk er det Kina, der vokser særligt kraftigt i første halvår. Jeg vil betegne det som betydelige tocifrede vækstrater, siger han.

Fordelt på regioner er Vesteuropa fortsat det største marked for Danfoss med 37 procent af salget, fulgt af Nordamerika med 26 procent af det samlede salg.

Først på tredjepladsen kommer Asien med samlet 22 procent af salget.

Men når det gælder enkelte lande, overhaler Kina altså nu Tyskland på top tre, hvor USA er nummer et.

- I Kina har der været massivt fokus på at tage hånd om forureningen og få kul ud af byerne. Her har vi en masse at tilbyde på varmesystemer og teknologi, som kan hjælpe dem med at løse de problemer, siger finansdirektøren.

- De investerer også fortsat meget i infrastruktur i Kina, og der er rigtig mange mennesker, der flytter ind til byen. Det trækker også i vores forretninger. Så i det hele taget har vi fokuseret på de vækstlommer, som virkelig trækker noget, siger han.

Danfoss er måske bedst kendt for at producere de termostater, der regulerer varmen fra radiatorer i mange hjem og virksomheder verden rundt.

Men industrigiganten, der er grundlagt i Nordborg på Als, sælger selskabet en lang række andre produkter, der har med energieffektivitet og klimastyring at gøre.

Det kan være klimaanlæg til huse, kølesystemer til supermarkeder eller lavenergi-industriudstyr.

Danfoss havde massiv vækst i salget i første halvår - blandt andet trukket frem af Kina. Til gengæld koster investeringer og opkøb på bundlinjen, viser regnskabet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125