23948sdkhjf

Ny topledelse i GomSpace

Satellitproducenten ændrer i organisationen og hyrer ny Chief Technology Officer samt Production Director

GomSpace har efter selskabets hidtil største ordre til engelske Sky & Space Global begyndt en transformation, hvor firmaet i højere grad skal fremstille store konstellationer af nanosatellitter, der kan serieproduceres.

Derfor nedlægger producenten af nanosatellitter sin hidtidige Special Projects-funktion, som i stedet er lagt sammen med Customer Projects.

Samtidig har GomSpace oprettet en ny Technology-division, hvor Dan Ulrich er ansat som ny Chief Technology Officer. Han får således det samlede ansvar for teknologiområdet i GomSpace.

Dan Ulrich tiltræder i samme åndedrag som GomSpaces nye Production Director Peter Høy, der har mangeårig ledelses- og produktionserfaring fra en lang række virksomheder.

- Vi har sikret os to meget erfarne profiler, der sammen med Chief Commercial Officer Børge Witthøft, CFO Troels Dalsgaard Nørmølle, Chief Product & Innovation Officer Lars Alminde, R&D Director Klaus Albæk og ikke mindst Customer Projects Director Morten Jeppesen kommer til at indgå i den daglige topledelse. Vi har allerede vist, at vi er i stand til at lande selv meget store ordrer, og nu får vi endnu flere muskler rent ledelsesmæssigt. Det giver os en stærk tro på, at vi har det hold, der skal til for at kunne løfte de helt store leverancer på internationalt plan, siger Niels Buus, CEO i GomSpace. Han nyder også godt af bestyrelsesformand Jukka Pertola, der senest har været administrerende direktør i Siemens.

Fakta: Dan Ulrich 

Dan Ulrich kommer senest fra en stilling som Senior Vice President i Terma Airborne og har mere end 20 års ledelseserfaring fra ingeniørtunge virksomheder. Han har blandt andet været med til at etablere Terma Airborne i USA, ligesom han har stået for Termas internationale salg til forsvarsindustrien.

Ud over sin uddannelse som civilingeniør fra DTU har Dan Ulrich en executive MBA fra England og en PhD i kvalitetsstyring og procesoptimering fra DTU.

Fakta: Peter Høy 

Peter Høy har mangeårig international erfaring med change management og produktion og får som Production Director ansvaret for hele GomSpaces produktion.

Peter Høy har i en lang årrække arbejdet med optimering på tværs af landegrænser og har bl.a. været CEO i EuroCom Industries, Executive Vice President i Trane og Trane, Site Manager i Martin Professional samt direktør for Center for Logistik og Samarbejde.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079