23948sdkhjf

MiR kører succes fra udlandet ind i Danmark

Potentiale for automation af intern transport i dansk industri er stort, som MiR nu også vil realisere. Brancheprofil skal hjælpe ambitionen på vej

Mobile Industrial Robots (MiR) vil nu omdanne international succes til flere kunder i Danmark og Skandinavien. For der er stadig et stort uforløst potentiale for automation af intern transport i den danske industri, er rationalet.  

Robotsuccesen har taget en omvendt vej, end den konventionelle visdom foreskriver. Men det er nødvendigt at satse ambitiøst og skabe volumen for at holde en frontløberposition på det globale marked, lyder det fra administrerende direktør i MiR, Thomas Visti, som nu ser mod Danmark:

- Nu er det dog også på tide med en mere målrettet satsning på hjemmemarkedet, siger Thomas Visti og uddyber:

- Det er helt naturligt, at hovedparten af vores robotter bliver købt af producenter i den multinationale industri med et indlysende behov for at automatisere den interne transport i deres store fabrikker. Men potentialet for at optimere med mobile robotter findes i høj grad også her i Skandinavien, hvor vi med vores relativt høje lønniveau skal være endnu mere effektive end lavlønsområder for at sikre konkurrenceevnen på det globale marked.

Erfaren industriprofil skal styre det
Rent praktisk er det vanskeligt for nøglepersonerne i MiR at være nærværende både ude i verden og hjemme i Skandinavien.

Derfor har selskabet netop ansat 39-årige Jakob Møhl Bebe til at øge penetrationen af MiR-robotter her i Danmark samt i Norge, Sverige, England og Irland. Han kommer fra en tilsvarende stilling hos Cotes og har før da været  hos Vestas.

- Allerede her i de første uger i mit nye job har der været rigtig mange kunder og forhandlere i både industri og hospitalssektor, der helt uopfordret kontakter mig for at få et møde. Det er virkelig opløftende, at interessen også kommer helt af sig selv, for det vidner om, at der rent faktisk ér en kraftigt voksende interesse for at automatisere intern transport både her i Skandinavien og i Storbritannien, siger Jakob Bebe.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14