23948sdkhjf

Fuld Skrue samarbejder med markant forsker

Sådan holder du ordrebogen fyldt i en verden af robotter, 3D-print og digitalisering

Danske industri- og produktionsvirksomheder skal lære at arbejde på nye måder for at klare sig i en verden med automatisering, IoT, 3D-print, disruption og innovation. Det er ikke længere nok at gøre, som de plejer, for at få de ordrer de plejer. Det ved industrien godt. Men hvad er det, de skal gøre anderledes? Det får medlemmer af Fuld Skrue konkret rådgivning om i det kommende halve år.

Ny teknologi omsættes til konkrete handlinger
Fuld Skrue - et netværk for industri- og produktionsvirksomheder - har indgået et samarbejde med René Rohrbeck, professor of strategy på Aarhus School of Business and Social Science.

- Vi ønsker at klæde vores medlemmer på til at indtage en ny position som teknologipartnere, hvor de fungerer som værdiskabende samarbejdspartnere for kunderne i stedet for at være underleverandører. Derfor samarbejder vi med Rene Rohrbeck, der er en kapacitet inden for innovation og disruption. Han skal vise vores medlemmer, hvordan de omsætter al snakken om industri 4.0 og innovation til konkrete handlinger ude i virksomhederne, siger Carsten Tønnes, formand for Fuld Skrue.

Medlemmerne får konkrete anbefalinger baseret på egne data
Samarbejdet sparkes i gang på et kick-off møde i forbindelse med et åbent netværksarrangement hos Pressalit den 28. november. Fuld Skrues medlemmer får tilbud om at udfylde en online assesssment, som professoren har udviklet og score deres modenhed på ”innovations-skalaen”. Hen over vinteren behandler René Rohrbeck og hans forskerteam medlemmernes data og afleverer konklusioner og anbefalinger til Fuld Skrue på et netværksmøde i februar 2018. Vel at mærke anbefalinger, der er baseret på egne data.

- Det er interessant og relevant for mig at indgå i et samarbejde med Fuld Skrue, fortæller René Rohrbeck fra Tyskland, hvor han underviser på universitetet både i Berlin og Kiel:

- Fuld Skrues medlemmer udgør et repræsentativt udsnit af små og mellemstore virksomheder i industrien, og det er vældig relevant for min forskning at få adgang til deres data. Samtidig er det et spørgsmål om overlevelse for virksomhederne. De er nødt til at formulere nye strategier for deres virksomheder, nødt til at løse kundernes behov på alternative måder og nødt til at udnytte fremtidens teknologier for at klare sig fremover, siger han.

En lille krølle på samarbejdet er en åben konkurrence, som Fuld Skrue sætter i gang sideløbende med arbejdet med medlemmerne. Fuld Skrue trækker lod om et 1:1 rådgivningsforløb med René Rohrbeck - og alle produktionsvirksomheder kan deltage. Den heldige vinder får to sessions med professoren hen over efteråret, og processen og resultaterne præsenteres for Fuld Skrues medlemmer på mødet til februar.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094