23948sdkhjf

Kina støvsuger robotmarkedet

Den kinesiske elektronikindustri installerer robotter i et hæsblæsende tempo. I år 2020 vil Asien have dobbelt så mange industrirobotter som USA og Europa tilsammen, vurderer International Federation of Robotics

1,7 millioner. Så mange nye robotter vil der blive installeret globalt inden år 2020. Det viser en ny prognose fra International Federation of Robotics (IFR).

Det er især det asiatiske marked med Kina i spidsen, der trækker læsset. Alene i 2017 vokser antallet af robotter i Asien med 21 procent, mens det europæiske marked er mere moderat med en stigning på 8 procent.

I 2020 forventes der at være tre millioner industrielle robotter i funktion, og af dem vil 950.000 operere i Kina.

- I 2020 forventer vi, at Asien vil have dobbelt så mange installerede industrirobotter som USA og Europa tilsammen, siger Joe Gemma, formand for International Federation of Robotics (IFR) og ansat i Kuka Robotics, på et pressemøde i forbindelse med lanceringen af rapporten "World Robotics Report" i Frankfurt.

At kineserne lige nu går robot-amok skyldes dog også, at den kinesiske industri tidligere ikke har haft mange robotter i fabrikshallerne.

- Selvom Kina i absolutte tal er det helt store vækstmarked, så er robotdensiteten, altså antallet af robotter per 10.000 beskæftigede, fortsat meget lavere end Japan, Sydkorea og Tyskland. Det viser, at der et enormt potentiale for automation, især inden for elektronikproduktionen, siger Joe Gemma.

Brugen af robotter til elektronikfremstilling er vokset med hele 41 procent fra 2014 til 2016.

Til sammenligning er bilindustrien kun vokset med 6 procent, mens antallet af robotter i den globale metal- og maskinindustri er faldet med 3 procent fra 2015 til 2016.

Fortsat rum for automation
Selvom antallet af nye industrielle robotter har slået rekord for fjerde år i træk, så er der flere tegn på mulige vækstscenarier.

- Der er fire trends, der driver antallet af robotter frem. Dels ændres produktionsbehovet fra high-volume/low mix til low volume/high mix, dels bliver der mangel på arbejdskraft, ligesom timelønnen stiger og tilbagebetalingstiden på automationsprojekter falder, siger Steven Wyatt, næstformand i IFR og fra ABB Robotics, under lanceringen af rapporten.

Han nævner, at i Japan går 20 procent af arbejdsstyrken på pension i løbet af de næste 10 år, og de unge står ikke i kø til at overtage pladsen på samlebåndet.

- Nutidens unge gider ikke det hårde og beskidte arbejde i produktionen. De vil bruge deres kognitive evner og arbejde meningsfuldt, siger Steven Wyatt.

Simple robotter giver vækst
Selvom antallet af nye robotter i Europa og USA ikke buldrer frem, så tror IFR, at de nye robotteknologiske fremskridt åbner for automation hos nye typer virksomheder.

- Små og mellemstore virksomheder udgør 99 procent af virksomhederne i USA og EU og udgør tæt på to tredjedele af beskæftigelsen i den private sektor. Vi skal være ærlige og indrømme, at de små virksomheder har fundet robotter for dyre og besværlige. Vi bevæger os mod mere simple robotter, både i forhold til installation, programmering og betjening. Den udvikling vil få vækstraterne til at fortsætte opad i en ny fase i Europa og USA, siger Steven Wyatt.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079