B&O finder ny salgskanal til Play-produkterne
B&O Play og Hi-Fi Klubben har besluttet at slå pjalterne sammen. I hvert fald når det kommer til salg.
Fremover vil Bang & Olufsen-koncernens billigere produkter fra Play-grenen således være at finde i samtlige af Hi-Fi Klubbens 104 butikker på tværs af Europa. Det oplyser Hi-Fi Klubben i en pressemeddelelse.
- Med det nye samarbejde styrker vi vores tilstedeværelse i resten af Europa, hvor vi ser gode muligheder for at øge både kendskabet til brandet og salget af produkter, og samtidig står både Hi-Fi Klubben og B&O Play stærkt i især den yngre målgruppe. Så vi ser store perspektiver for samarbejdet, siger Peter Panduro Lundbergh, salgschef i B&O Play med ansvar for Norden og Østeuropa.