23948sdkhjf

Chip og sensorer sladrer i bleen

Aabenraa Kommune og Abena går sammen i et fælles projekt om en ny type intelligent ble

Samarbejde mellem Abena og Aabenraa Kommune gør kommunen til testplads for en ny type intelligent ble, Abena Nova. Med indbyggede sensorer og en chip kan den registrere, når bleen er våd og sende det direkte til plejepersonalet.

Med start i december bliver den testet af borgere og plejepersonale på et af kommunens plejehjem.

- Det er et fantastisk samarbejde, som vi i kommunen indgår med en af kommunens egne virksomheder, da vi sammen kan være frontløbere, når det kommer til velfærdsteknologi, siger borgmester Thomas Andresen.

- Samtidig viser det, at kommunen er en oplagt samarbejdspartner for virksomheder, der har et højt ambitionsniveau, tilføjer han.

Hos Abena ser man også store perspektiver i samarbejdet med Aabenraa Kommune.

- Det er naturligt for Abena at indgå et tæt samarbejde med Aabenraa Kommune om brugen af Abena Nova-bleen. Aabenraa Kommune er langt fremme med at afprøve og bruge velfærdsteknologier som en integreret del af opgaveløsningen og på en måde, så det giver værdi for borgere og medarbejdere, siger Eva Tansem Andersen, konceptansvarlig Abena.

Fakta: Abena Nova
Abena Nova er en engangsble med indbyggede sensorer og en lille diskret chip, der påsættes bleen. Sensorerne registrerer, når bleen er våd og sender et signal til plejepersonalets smartphones eller tablets.

Abena står bag udviklingen af produktet i samarbejde med Silicon Valley-baserede MediSens Wireless. Med den intelligente ble, Abena Nova, kan personalet på plejecentre og -institutioner tilbyde bedre tilpasset personlig pleje til inkontinente baseret på deres faktiske behov.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079