23948sdkhjf

Google overvejer nyt dansk datacenter - køber 131 hektar grund

Midt i overvejelser om at bygge datacentre på dansk jord køber Google ny grund i Kassø ved Aabenraa

Google overvejer at etablere et nyt datacenter på dansk jord og har derfor købt en grund på 131 hektar i Kassø ved Aabenraa. Det oplyser Google i en pressemeddelelse.

Google købte i juni i år en 73,2 hektar stor grund i Fredericia af samme grund.

- På nuværende tidspunkt har vi ikke planer om at bruge grundene, men vi vil gerne sikre os muligheden for at ekspandere vores datacentre i Europa, hvis vores arbejde kræver det, siger Helle Mayor, kommunikationsansvarlig for Google Danmark.

- Vi forventer dog ikke at tage nogen beslutninger om dette i den nærmeste fremtid, lyder det i en pressemeddelelse fra den amerikanske gigantvirksomhed.

Et datacenter er et serverrum i meget stort format. Det indeholder en virksomheds eller en myndigheds servere, som holder gang i produktion, salg eller forskellige platforme - såsom Googles søgemaskine.

Flere store virksomheder har datacentre på dansk jord i tankerne.

Apple er i gang med at opføre et stort datacenter i Viborg og har også købt en grund til samme formål ved Aabenraa. Ifølge Jydske Vestkysten er det nabogrunden, som Google nu har opkøbt.

I januar offentliggjorde Facebook lignende planer i Odense.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078