23948sdkhjf

Hillerødvirksomhed ser millionindtægter i big data – for både sig selv og kunderne

I 61 år har Foss serviceret verdens fødevarevirksomheder med innovativt måleudstyr. Fremtiden tegner lys med øget brug af big data til fødevarevirksomheder over hele verden

Udenfor vinduerne i Foss’ hovedkvarter i Hillerød er gravemaskinerne godt i gang med at grave de første store spadestik til det, der skal blive til knap 11.000 ekstra kvadratmeter bygning, der kan huse cirka 400 ekstra højt specialiserede medarbejdere. Ifølge CEO Kim Vejlby Hansen er de kommet for sent i gang, for der er allerede lidt mange mennesker om pladsen i de eksisterende bygninger. 

- Det går rigtig godt for os. Vi leverer højt specialiseret analyseudstyr til hele verdens fødevarevirksomheder, og selv om vi godt kan mærke, at det er blevet lidt vanskeligere at finde arbejdskraft, har vi stadig god succes med at tiltrække de medarbejdere, der kan udvikle for os, så vi også i fremtiden kan tilbyde vores kunder de bedste løsninger, siger Kim Vejlby Hansen. 

Big data er fortid – og fremtid
Et af de vigtige elementer i virksomhedens succes er evnen til at lagre og nyttiggøre de indsamlede analyseresultater for kunderne. Som eksempel fremhæver Kim Vejlby Hansen den globale koncern Mars, der har fabrikker i hele verden, hvor produktionen skal levere produkter alle steder som er nøjagtig ens. 

- Tidligere havde hver enkelt fabrik sin egen analyseafdeling, der med data fra produktionen sikrede, at produkterne overholdt specifikationerne. Med hjælp af big data kan virksomheden samle og analysere data fra hele verden på én lokation, og vi arbejder tæt sammen med dem om at udvikle løsningerne, fortæller Kim Vejlby Hansen. 

Indsamling af data er i den forbindelse ikke nyt for hverken fødevarevirksomhederne eller for Foss. Men der viser sig hele tiden nye muligheder for udnyttelse af data, som ingeniører på Foss hjælper med at forløse. For de største virksomheders vedkommende sker det i høj grad i samarbejde mellem Foss og virksomheden til unikke løsninger, mens mindre virksomheder ikke har kræfterne til at udvikle på brugen af data. 

- Mange af dem har heller ikke kapaciteten til at lagre de mange data, så for dem har vi etableret en hostingservice, så vi lagrer data for dem. Og så nyder de selvfølgelig gavn af den viden, vi opnår i samarbejde med de store virksomheder, siger Kim Vejlby Hansen. 

Danmark er en god base
Foss henter kun cirka to procent af virksomhedens omsætning på det danske marked, har datterselskaber i 28 lande verden over, og medarbejderne i Danmark er også i høj grad internationalt sammensat. Alligevel er virksomheden glad for basen i Danmark. 

- Dansk fødevareproduktion er længere fremme end de fleste andre steder i verden, og vi nyder godt af, at der er samlet stor viden, der også kommer til praktisk anvendelse i Danmark. Det giver os et godt rekrutteringsgrundlag og et godt udgangspunkt for samarbejde med forskningsinstitutionerne. Det er selvfølgelig også de kompetencer, vi som virksomhed er vokset ud af, og vi er meget glade for den danske base og vores samarbejde med danske fødevarevirksomheder, siger Kim Vejlby Hansen. 

Danmark kan få forspring
En ny analyse fra DI Fødevarer viser også, at de danske fødevarevirksomheder på mange områder er længere fremme med digitalisering og automatisering end andre virksomheder. Analysen viser, at fødevarebranchen er længere fremme med brugen af robotter end gennemsnittet af danske virksomheder. Til gengæld er branchen på niveau med gennemsnittet, når det gælder samarbejde på tværs af værdikæder – f.eks. omkring brugen af big data. 

- Der ligger et kæmpe uforløst potentiale. Den danske fødevareklynge har en særdeles god tradition for at samarbejde på tværs af kæden, og fælles indsamling og udvikling af data kan accelerere udviklingen i hele sektoren, siger branchedirektør Leif Nielsen, DI Fødevarer. 

Han påpeger, at den type udvikling kræver dedikerede ressourcer og aktører, der kan hjælpe branchen med at finde potentialet i dataanvendelsen. 

- Det er et vanskeligt område, for der kan også ligge forretningshemmeligheder og store værdier gemt i data, og derfor skal vi sammen finde formlen for, hvordan det kan ske, så alle får gavn af det. Det er vi gode til i Danmark, og det kan give os et forspring i forhold til mange andre lande, siger Leif Nielsen.

Denne artikel er bragt i samarbejde med DI Business

Læs mere om: Foss
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078