23948sdkhjf

Robotdirektør vil skære igennem Industri 4.0-tågen

Industri 4.0 er blevet et overkompliceret modeord, lyder det fra Per Bech Rasmussen, projektdirektør ved automationsvirksomheden Bila

Industri 4.0 er blandt de mest anvendte modeord inden for dansk erhvervsliv. Fænomenet, der er båret frem af de seneste års teknologiske landvindinger, varsler store forandringer inden for især produktion og logistik. Og robotteknologi, kunstig intelligens og data vil erstatte både dygtige hænder og kloge hoveder, lyder det ofte.

Men det er ikke den virkelighed, vi står overfor lige nu og her, lyder det fra projektdirektør Per Bech Rasmussen fra robot- og automationsvirksomheden Bila. Han er blandt oplægsholderne ved dette års Logistikkens Dag i Aalborg. Ifølge ham er Industri 4.0 blevet et både opreklameret og overkompliceret begreb, som tillægges en lang række avancerede egenskaber, der skaber forvirring blandt mange danske virksomheder: 

- Vi taler ofte om Industri 4.0 som værende et udtryk for en næsten ubegribelig teknologisk udvikling, der medfører store forandringer i både industrien og for den enkelte medarbejder. I virkeligheden er det slet ikke så pludselig og voldsom en udvikling endda, forklarer han og fortsætter:

- Robotteknologi og automatisering har eksisteret længe og gjorde sit indtog i danske virksomheder helt tilbage i 1980erne under betegnelsen Industri 3.0. Men det er min oplevelse, at mange erhvervsdrivende stadig tror, at disse teknologier ligger langt ude i fremtiden for dem, og at det kun er ingeniører og professorer, der kan være med på nuværende tidspunkt – og det skyldes i høj grad den hype og begrebsforvirring, der er opstået omkring Industri 4.0.

Kendetegnet ved data
Han fortæller endvidere, at data udgør den væsentligste faktor i udviklingen fra Industri 3.0 til Industri 4.0:

- Det primære kendetegn ved Industri 4.0 er indsamling og anvendelse af data, hvilket har givet erhvervslivet nogle helt nye muligheder i forhold til løbende optimering af produktion og logistik helt ned til mindste detalje. Af den grund har Industri 4.0 bestemt også sin berettigelse som den fjerde teknologiske bølge inden for industrien til trods for, at det er et udviklingstrin, der har været længe undervejs. Det er dog samtidig vores vurdering, at netop data vil accelerere den teknologiske udvikling yderligere, og derfor kan nye landvindinger såsom kunstig intelligens ligge lige rundt om hjørnet, siger Per Bech Rasmussen.

Logistikkens Dag

Logistikkens Dag afholdes i Aalborg Kongres & Kultur Center onsdag den 6. december 2017, og formålet er at få flere virksomheder til at samarbejde om logistik og produktion samt at bidrage til en øget konkurrenceevne i dansk erhvervsliv.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14