23948sdkhjf

Succes med headsets og hovedtelefoner får GN til at opjustere

GN Store Nord, der i to divisioner producerer høreapparater og headsets, kan løfte forventning til hele året

Der er så meget fart på salget af trådløse hovedtelefoner og headsets, at den danske virksomhed GN Store Nord kan løfte forventningerne til salget for hele året. 

Det oplyser GN Store Nord i en meddelelse til fondsbørsen. 

Mere specifikt opjusteres i divisionen GN Audio. Her forventer selskabet nu en organisk omsætning på "op til" 15 procent, hvor der tidligere var forventet "omkring" ni procent. Organisk betyder, at det er stigende salg og ikke opkøb, der løfter omsætningen. 

Investorerne kviterede
Ifølge GN skyldes opjusteringen "en række lanceringer af nye produkter" oveni "en allerede stærk produktportefølje". En analytiker er enig. 

- Det er en overordentlig stor styrke, som Audio viser - og det overgår mine egne forventninger til divisionen, der ellers ligger i den høje ende af konsensus, siger Morten Larsen, analytiker i ABG Sundal Collier, til Ritzau Finans. 

Investorerne kvitterer også for opjusteringen. Aktien i GN Store Nord stiger torsdag formiddag med 7,40 pct. til cirka 270 kr. 

GN-firmaet Jabra har blandt andet sendt nye varer på gaden. I januar præsenterede firmaet to nye modeller af selskabets trådløse ørepropper. 

Jabra har haft en markedsandel på mellem seks og otte procent globalt, har selskabet tidligere oplyst til Ritzau. 

Større andel af omsætningen bliver til driftsresultat
Også forventningerne til EBITA-marginen er løftet til "mere end" 18 pct. fra "mere end" 17 pct. Nøgletallet udtrykker andelen af omsætning, der bliver til driftsresultat. 

Ifølge Ritzau Finans stod GN Audio for cirka 40 pct. af omsætningen i GN Store Nord i første kvartal. GN Hearing stod for 60 pct.  

I alt solgte GN for 2,3 mia. kr. i første kvartal.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094