Kontrakt til en værdi 367 millioner kroner mellem det konkursramte Hesalight og kaffekæden Starbucks er falsk. Sådan lød anklagen onsdag fra Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) i retssagen imod Hesalights direktør Lars Nørholt. Det skriver finans.dk.
Kontrakten blev fundet under en ransagning af Lars Nørholts boplæ i forbindelse med Hesalights konkurs - i en pose bag en dør.
Ifølge SØIK blev kæmpekontrakten og tre andre brugt til vildlede Hesalights investorer. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor de skulle tilføre yderligere midler i belysningsselskabet. Investorerne, herunder Pensam og Pension Danmark, indskød 585 millioner kroner i Hesalight, inden selskabet gik nedenom og hjem.
Kopieret underskrift og stempel
Den - ifølge SØIK falske – kontrakt til en værdi af 367 millioner kroner omfatter LED-løsninger til Starbucks kaffebarer i Tyskland, Holland, Portugal og Spanien. Heraf er blev de 186 millioner kroner altså anført som indtægt i andet halvår 2014. Tallet var med til at vende et halvårsunderskud på 9 millioner kroner til et plus på 62 millioner kroner.
Underskriften i bunden af den flotte kontrakt er kopieret ind, og det samme er Starbucks-stemplet, lød anklagen som blev fremført med hjælp fra en kriminalteknisk erklæring fra politiet.
Original-underskriften og stemplet er ganske vist fra Starbucks, men fra en uforpligtende hensigtserklæring udformet på italiensk og underskrevet den 24. november 2014 af Starbucks-chefen Claudio Casal. Samme Claudio Casal skal afgive forklaring på et senere tidspunkt.
Lars Nørholt afviser fortsat anklagerne.

