Børsmillioner skal gøre teknologifirmas produkt lækkert
Endnu et firma med rødder i det fynske barsler med vækstplaner. Scape Technologies, som har udviklet et system til 3D vision bin-picking, har annonceret en forestående børsentré. 35 millioner kroner vil firmaet hente via en børsnotering på den danske minibørs First North.
Nu løfter firmaets administrerende direktør, Søren Bøving-Andersen, sløret for, hvilke to punkter børsmillionerne skal bruges til. Det skriver Fyens Amts Avis.
- Nu har vi styr på teknologien, og næste skridt er at give den en lækker indpakning, forklarer Søren Bøving-Andersen til avisen med henvisning til interfacet til Scape Technoogies robot-styrings-software.
Partnerskab med integratorerne
Opbygning af en salgs- og serviceorganisation er det andet indsatsområde. I bestræbelserne er partnerskaber med underleverandørerne til bilindustrien, robotintegratorerne, centralt.
Ifølge Søren Bøving-Andersen har der været interesse fra kunder med 300 potentielle projekter. For nuværende har Scape Technologies solgt 75 projekter. Kundelisten tæller Ford og ejer af dækfirmaet Continental, Schaeffler.
Scape Technologies A/S havde et underskud før skat på 11 millioner kroner sidste år. I 2016 var minusset på og 4 millioner kroner før skat.