Få tusind kroner fra gentagelse i Rødekro-firma
Den er god nok. Hamag i Rødekro, som fremstiller elektronik, målere og hele standere til tankstationer, havde samme overskud sidste år som året før. 13,9 millioner kroner efter skat lød resultateterne på. Ser man på flere decimaler var forskellen på beskedne 29.579 kroner i 2017/18-regnskabets favør.
Direktør og medejer i Hamag, Søren Lynge Nielsen, forklarer til jv.dk, at det flotte resultat dels skyldes flere store kunder i forretningen, dels nogle store ordrer leveret i årets løb, som ikke ser ud til at blive gentaget.
Ud over produktionen af traditionelle tankanlæg til olie- og benzinbranchen, som stadig udgør langt hovedparten af forretningen, arbejder Hamag også indenfor andre energiformer.
- Vi er allerede både inde over CNG (Compressed Natural Gas eller naturgas, red.), brint og el, og vi kigger på hele paletten. Vi laver i dag el-standere og komplette løsninger til el, så det er ikke en ny verden for os, siger Søren Lynge Nielsen til jv.dk med henvisning til regeringens plan om at få flere elbiler på vejene.
mio. kr. | 2017/18 | 2016/17 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 45,75 | 43,05 |
Driftsresultat | 17,74 | 17,66 |
Resultat før skat | 17,92 | 17,85 |
Årets resultat | 13,96 | 13,93 |
Aktiver i alt | 45,13 | 31,91 |
Egenkapital | 8,96 | 18,93 |
Gns. antal ansatte | 51 | 48 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30.04.2018. |