23948sdkhjf

Demonstranter vil presse Terma

Græsrodsorganisationen Oxfam Ibis demonstrerede torsdag foran virksomheden i Lystrup

Terma skal stoppe med at sælge dele til kampfly, som deltager i borgerkrigen i Yemen, mener en gruppe aktivistister, der torsdag morgen demonstrerer foran virksomhedens afdeling i Lystrup, fortæller DR Østjylland.

Den østjyske virksomhed, der udvikler og producerer højteknologisk udstyr til militær og rumfart, har leveret udstyr til F16-fly i De Forenede Arabiske Emirater, og udviklingsorganisationen Oxfam Ibis mener, det er forkasteligt, fordi emiraterne bruger flyene i Yemen.

- Det de laver er dele, der sørger for, at kampfly kan flyve, slås og dræbe. Og det er selvfølgelig et problem. Især hvis de indgår i en krig for et diktatur, som blæser på menneskerettigheder, siger engagementschef Per Bjerre fra Oxfam Ibis til DR Østjylland.

Sammen med en halv snes aktivister fra organisationen demonstrerer han her til morgen foran Terma i Lystrup ved Århus. De kræver, at virksomheden skal holde op med at levere våbendele til emiraterne.

Salget er ellers fuldt lovligt, for Danmark har ikke fastsat restriktioner over for emiraterne - i modsætning til for eksempel Saudi-Arabien.

Men Per Bjerre mener, at Terma bør stille skrappere krav til sig selv.

- Når vi snakker om en virksomhed i Termas størrelse med den omsætning, den har, så kan den sagtens sætte sig ind i, om den handler med en slyngel eller et godt menneske, siger han.

Per Bjerre lægger ikke skjul på, at han og de ti andre demonstranter står med protestskilte og billeder af børn fra Yemen ved Termas indgang for at påvirke virksomhedens ansatte, der møder på arbejde.

- Vi vil gerne have Termas ansatte til at tænke på, hvad det er, de laver. Jeg er sikker på, at dem, der kører ind af porten her, er dygtige medarbejdere og fremragende ingeniører. De finder på gode ting, der kan sælges over hele verden. Men jeg synes også, at de skal tænke på, hvad der sker med de ting, de laver, siger Per Bjerre.

Han opfordrer medarbejderne til at stille kritiske spørgsmål.

- Hvis ledelsen er ligeglad med, hvem de sælger deres ting til, så kan de ansatte selvfølgelig stille spørgsmål.

Det vil også være i virksomhedens interesse, mener Per Bjerre.

- Jeg tror ikke, at Terma kan klare sig i længden, hvis de sælger våben til slyngelstater.

Men skal en virksomhed som Terma føre sin egen udenrigspolitik?

- Hvis man laver ting, der er med til at slå børn ihjel, så synes jeg, at man skal tænke sig om: Er det det rigtige for os at gøre? Selvom det ikke er forbudt, så er der ikke noget, der forhindrer én i at have en etik og en moral, siger Per Bjerre.

Terma vil ikke være med til et interview, men siger i en skriftlig udtalelse til DR Østjylland, at virksomheden følger alle afgørelser truffet af de danske myndigheder om eksport af forsvarsmateriel og udstyr.

- Vi har noteret os, at Oxfam vil demonstrere foran Terma i morgen (torsdag, red.). Det er de i deres gode ret til, skriver virksomheden.

Terma bekræfter også, at virksomheden har leveret udstyr til emiraternes fly. Men det er mindst 13 år siden.

- Vi kan oplyse, at Terma tilbage i 2003-2005 har leveret selvbeskyttelsesudstyr til F-16 fly, som opereres af De forenede Arabiske Emirater, skriver de.

Ifølge virksomheden er efterfølgende reservedele leveret direkte til flyfabrikken Lockheed Martin i USA, og alle leverancer er godkendt af danske myndigheder.

Terma understreger, at de ikke har leveret systemer til fly i Saudi-Arabien, der også er involveret i krigen i Yemen.

Originalartikel: https://www.dr.dk/nyheder/regionale/oestjylland/dansk-firma-har-leveret-militaergrej-til-borgerkrig-taenker-i-paa

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109