23948sdkhjf

AAU-studerende genskaber tressernes lyd med software

Silvin Willemsen, ph.d.-studerende ved AAU København, har bygget en prisvindende effekt til musik- og medieproduktion. Ved at tage udgangspunkt i analoge modeller har han skabt software, der med stor præcision kan gengive lyden af tressernes "plate reverb"

Ved at bruge en avanceret 3D-model har Silvin Willemsen skabt en virtuel udgave af en klassisk musikeffekt, der kaldes "plate reverb" – en form for alsidig rumklangsgengivelse, der kan give musikken et ekstra lag af udtryk. Lydeffekten er en del af Silvin Willemsens ph.d. ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi ved Aalborg Universitet (AAU) i København.

Lyden af Beatles og Pink Floyd
Rumklangseffekten "plate reverb" blev oprindeligt udviklet i slutningen af 1950'erne. Ideen består i, at man sender musik gennem en højtaler ud på en stor, tynd metalplade, der har monteret mikrofoner i begge sider. Lydbølgerne sætter metalpladen i bevægelse, og metalpladens vibrationer kommer til at fungere som en form for kunstig rumklang.

Effekten kan varieres alt efter, hvor man placerer højtaleren på pladen, hvor stor metalpladen er, hvordan mikrofonerne er placeret og så videre.

Plate reverb fik sit store gennembrud i tressernes rockmusik, hvor især Abbey Road studierne i London brugte den på plader med blandt andet The Beatles og Pink Floyd. Plate reverb er stort set den eneste rumklangseffekt, der bliver brugt på Pink Floyds album "Dark Side of the Moon", der udkom i 1973.

Bedre modeller - bedre lyd
Det kræver en del plads og udstyr at skabe plate reverb-effekten – blandt andet en stor, tynd stålplade ophængt i et særligt stativ og avancerede højtalere og mikrofoner.

Derfor har lydeffektprogrammører gennem flere år arbejdet med at lave kunstige gengivelser af effekten – baseret på optagelser og udregninger af impuls-respons; hvordan forskellige frekvenser svinger, når de rammer og kastes tilbage fra en metalplade, men ifølge Silvin Willemsen er det begrænset, hvor godt man hidtil har kunnet gengive den originale, analoge effekt.

- De virtuelle, elektroniske udgaver af plate reverb, der har eksisteret hidtil, har været bygget på enkeltstående optagelser, hvor tonerne får nøjagtig samme effekt. Det gør, at effekten kommer til at lyde meget statisk. Man kan ikke ændre parametrene på samme måde som på en fysisk model, forklarer han.

Silvin Willemsens plate reverb er derimod baseret på en virtuel model, der gengiver lydens svingninger langt mere præcist. Det giver en bedre gengivelse af den originale, analoge effekt. Samtidig gør den virtuelle model det muligt at ændre på pladens størrelse, tykkelse, form og materiale, mikrofonernes placering og meget andet ved at stille på en knap i computerprogrammet – noget, der ellers ville være både plads- og tidskrævende.

Det gør Silvin Willemsens virtuelle effekt meget alsidig – den kan gengive alt fra fra bløde, rumlig klange til sære, oscillerende lydeffekter.

Førsteplads i New York
Silvin Willemsen deltog med sin plate reverb ved en stor konkurrence for studerende, der arbejder med virtuelle synthesizere og lydeffekter, afholdt af amerikanske Audio Engineering Society i New York – AES MATLAB Plugin Student Competition. Her vandt hans plate reverb-effekt førstepladsen foran mange andre håbefulde lyd- og musikstuderende.

Til trods for den internationale anerkendelse har Silvin Willemsen dog ikke planer om at skulle tjene store penge på sin prisvindende lydeffekt.

- Min plan er at gøre den tilgængelig for studerende, producere og lyddesignere, så de kan arbejde videre med den og bruge den til at udvikle nye og spændende effekter til fremtidens musik, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078